|
Den københavnske albumdebuterende kvartet Black Book Lodge lagde torsdag den 12. juni vejen forbi Copenhells Pandæmonium-scene, hvor de skulle forsøge at vise deres format.
Solen stod højt på himlen, og Black Book Lodge havde allernådigst fået lov til at spille 30 minutter på Copenhells lille scene. Det skulle vise at blive en solid demonstration af den københavnske kvartets kvaliteter. Bandet gik ganske upåvirket på scenen og begyndte at stemme deres instrumenter, og så lagde de ellers fra land med et potent og stenet, men sjovt nok også energisk sæt, som stod flot frem i den bagende sol, for på trods af solskinnet befandt Pandæmonium-scenen sig i Black Book Lodge's kompositoriske tusmørke.
Black Book Lodge har med sin fornemme debut, Tûndra, allerede spillet sig godt ind i de danske heavyrock/metal-hjerter, og med fremførelsen af debuten (eller det af den, der var tid til på de sølle 30 minutter) viste gruppen, at den hører hjemme på en festival som Copenhell. Lyden var god, høj og tung, og gennemgående var bandets helt igennem uimponerede tilgang til denne oplevelse.
Bandet spillede med overskud, og sange som "The Call" og "Black Sheep/Prodigal Sons" stod fornemt frem i solskinnet og viste bandet fra deres groovy, men også dynamisk stærke side. Særligt afslutningssekvensen i "Black Sheep/Prodigal Sons" var episk og efterlod ikke blot undertegnede, men også en stor del af publikum, med en følelse i maven, der vidnede om, at man lige havde overværet et særligt dansk talentfuldt foretagende.
Denne anmelder var under store dele af koncerten blæst bagover, men man har stadig en følelse af, at Black Book Lodge har potentiale til at blive endnu bedre. De koriske arrangementer fra debuten var skåret fra live-sættet, og den føromtalte tidsgrænse på de 30 minutter var også med til at pille lidt glans af euforien, hvilket naturligvis er en fejl, som ikke kan tilskrives bandet. Dog er undertegnede tvunget til at se koncerten som en helhedsoplevelse, og arrangørerne af Copenhell burde kraftigt overveje at give deres upcoming kunstnere mulighed for at spille længere tid, da tidsgrænsen i denne sammenhæng desværre kom til at spænde ben for den fuldbyrdede koncertoplevelse. Derfor tildeler jeg dem "kun" 4 stjerner, men det er til gengæld 4 store stjerner!
Black Book Lodge har uden tvivl formatet og talentet - nu mangler de bare, at arrangøren har tillid til, at de kan skinne lige så flot (og mørkt) som de større kunstnere på Copenhell! De er i hvert fald en anbefaling værdig, og undertegnede vil uden tvivl følge deres udvikling med spænding i sindet.
Black Book Lodge gav koncert på Copenhells Pandæmonium-scene 12. juni.