Flere nyheder

 
Litteratur
Vilde viking

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vilde viking
Man. 6. okt. 2014

Svend ser meget op til sin onkel Halgrim, som han mener, er verdens sejeste viking. Men Halgrim lider af søsyge, og dette sætter sine begrænsninger for en ægte viking. "Vilde viking" er en humoristisk bog til de mindste, der viser, at der absolut ikke er noget kedeligt ved vikingetiden.

Vikingen Halgrim bander, spiser hele okser og løfter træstammer. Det er ikke så sært, at Svend synes, at hans onkel er verdens sejeste viking.

"Der findes to slags mennesker, lille Svend, siger han. Vikinger og så tøsedrenge. Vikinger tager på togt, mens tøsedrengene bliver hjemme og triller bussemænd."

At være viking betyder, at man tager på togt i ny og næ og røver og plyndrer. Så da de andre vikinger skal ud på handelstogt, gider Halgrim og Svend da ikke med de fupmatroser og hængehorn. Nej, der findes andre togter, som er meget mere egnede for rigtige vikinger, mener Halgrim. Der er land, der skal erobres, borge der skal brændes, og drager der skal dræbes. Med nyslebet sværd sætter Svend og Halgrim derfor kurs mod skoven i håbet om at finde den svovldampende skovdrage.

Vilde viking er en velskrevet børnebog til de mindste. Fint får forfatter Glenn Ringtved fortalt en charmerende vikingehistorie, hvor der er lagt stor vægt på humor. Og Vilde viking er virkelig sjov! Især Glenn Ringtveds forslag til vikingetidens bandefraser, og hvad vikinger måske har haft kaldt hinanden af skældsord, rammer plet.

Det, der gør Vilde viking til en særlig god børnebog, er, at tekst og billeder supplerer hinanden til fulde. Det er Claus Rye Schierbeck, der har stået for de flotte og detaljerige illustrationer, og alene på baggrund af billederne vil børn uden tvivl kunne "læse" Vilde viking.

Man skal ikke forveksle Vilde viking med en egentlig historiebog, der formidler vikingetiden til de 3-7-årige. Der er dog et par gode detaljer, som for eksempel at vikingehjelmene ikke har horn - noget den ellers sejlivede myte foreskriver. Desværre giver Glenn Ringtved indtrykket af, at vikingerne troede, at jorden var flad, hvilket ikke er helt korrekt. Men illustrativt er det sjovt med en flad globus, og for fortællingens skyld giver det fint mening, da Halgrim måske ikke er den kvikkeste viking på bopladsen.

Vilde viking er en læseværdig oplevelse for både børn og deres forældre og lægger op til en god snak om, at man med ukuelighed og eventyrlyst kan komme langt - også selvom man lider af søsyge.

Køb bogen på saxo.com

Glenn Ringtved & Claus Rye Schierbeck: Vilde viking
Gyldendal, 32 sider
ISBN: 9788702156751