Flere nyheder

 
Litteratur
I den sidste tid

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
I den sidste tid
Man. 20. okt. 2014

Ulrich Horts Petersen er aktuel med bogen "I den sidste tid", som består af 97 tekststykker. Det er ikke egentlige digte, men rettere små ræsonnementer om genkendelige fænomener, steder og øjeblikke, som forfatteren glaner ved.

Uden allitteration og jamber, men med en akkuratesse og fin fornemmelse for sproget, demonstrerer Horst Petersen, at det enkle udtryk med så få virkemidler som muligt kan virke stærkere og mere træffende end det meget komplekse. F.eks. i tekststykket "Ægteskab", hvor den helt særlige kærlighed og intimitet, der kun findes mellem ægtefolk, indfanges sådan her:

"Da jeg åbner WC-låget, er der tis og papir dernede. Hun har været oppe i nat og ikke skyllet ud for ikke at vække mig. Ægteskab."

Tekststykkerne opfylder devisen om at Less is more - eller som forfatteren selv udtrykker det i tekststykket "Poesi": "man kan ikke få det hele med, hvis ikke man efterlader alt det overflødige, det vil sige alt det, der ikke siger noget om det, der ikke er med."

Når forfatteren bevæger sig rundt i byen og noterer sig, hvad han støder på, bliver det samtidig en rejse i hans eget sind, og hans tanker om stort og småt minder os om, at alt det banale i bund og grund er det basale.

Bogens sidste del bærer titlen "Nattetanker" og er i højere grad længere manifestlignende passager om samfundets konventioner og demokratiet. På en Leif Panduro'sk facon - som medmenneskelig og kritisk-underholde analytiker - stiller Horst Petersen skarpt på sociale fortrængninger i samfundet uden at lægge fingre imellem. Kritikken går på, at vi har fået et samfund, der egner sig fortrinligt for de stærke og efterlader ringe plads til de svage ("De stærke og De svage"), og at regeringen efterhånden ikke fortjener den befolkning, den har ("Kommunalvalg").

"Du er idealist min pige, du bliver klogere", siger min egen venstreorienterede far ofte. Det er befriende at læse, at man, som Ulrich Horst Petersen (f. 1936), ikke nødvendigvis stopper med at drømme, selv med erkendelsen af at mod fornuften kæmper selv guderne forgæves. ("Kommunalvalg").

Endnu en meget fin, empatisk samling fra Horst Petersens hånd. Faktisk den 25. udgivelse siden debuten i 1971.

Køb bogen på saxo.com

Ulrich Horst Petersen: I den sidste tid
Tiderne skifter, 141 sider
ISBN: 9788779736894