Flere nyheder

 
Musik
Doomriders på Beta

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Doomriders på Beta
Tir. 25. nov. 2014

Har man sagt Doomriders, har man også sagt Nate Newton. Da Converge og Old Man Gloom-medlemmet i sin tid dannede Doomriders, var der egentlig ikke de store planer om at det projekt skulle fylde så meget. Ti år senere er Doomriders blevet fast inventar på alverdens koncertplakater og bød på dansevenlig metal en novemberaften på Beta.

Fejringen af deres tredje udspil, Grand Blood, skulle vise sig at være en svedig koncertoplevelse. Denne gang i selskab med deres gode venner fra Coliseum, som undertegnede dog ikke nåede at få set.

Scenen var dog mere end opvarmet, da Doomriders jokkede pedalerne i bund.

Udladningen af undergenrer som stoner metal, sludge, doom metal og punk udgør Boston-bandets trucker-metallyd. Det er rock'n'roll med nerve og energi, og der blev præsteret fra start til slut. Doomriders' lyd er i og for sig både alsidig og let genkendelig, og publikum lod sig fra start rive med af et særdeles veloplagt band.

Indlevelsen faldt dog hos bandet, og publikum sløvede også mere og mere hen. Med undtagelse af få energiske koncertgængere, endte oplevelsen med at blive en smule tam. Doomriders gjorde deres arbejde og ikke meget mere end det, og fulgte ikke ordentlig op på deres imponerede start. Til trods for at der blev rykket igennem på numre som "Come Alive" og "Grand Blood", kom de aldrig mere ud over scenen til at trække publikum op, hvilket var en sær ambivalent tilgang fra bandets side.

Energiudladningen forblev en udladning i sig selv, som ikke smittede af på andre end salens mest fordrukne fans, og frustrationen emmede under overfladen. Doomriders gjorde deres arbejde og løste det helt efter bogen. Men deres engagement over for et betalende publikum var mildest talt ikke særligt rutineret, deres mangeårige erfaring taget i betragtning.

Halvanden times koncert senere var det ovre. Doomriders skuffede på sin vis ved ikke at trænge sig på som et band, der ved, hvordan et publikum skal sættes i gang, fremfor at koncerten blev et job, der skal overstås i en fart. Sådan har størstedelen af bands det sikkert, men hemmeligheden bag et godt liveshow er ikke at vise det. Og på det plan fremstår Doomriders som et tilfældigt band med en metal-kendis i Nate Newton.

Doomriders spillede i Beta torsdag den 19. november.