Der er efterhånden en del succeshistorier om musikere, såsom Justin Bieber og Azealia Banks, der skaber lynkarriere via de sociale medier. Tendensen er der skam også i Europa, hvor franske Yelle er gået hen og blevet et fænomen. Elektropop-darlingen har efterhånden slået sit navn fast som festguru, hvor hendes to første albums fra henholdsvis 2007 og 2011 bød på dansevenlig pop. I anledning af et nyt album, "Complètement Fou", var danseskoene altså kommet til Vega.
Danske Darkness Falls startede aftenen som opvarmningsbandet, som varede times tid. Modsat Yelle er den danske duo introvert og lettere mørk i sin lyd, hvorfor de var et underligt valg til at bryde isen til en tyggegummi-popkoncert. Selvom bandet egentlig gjorde det, de skulle, uden at overbevise, faldt de mere igennem isen end holdt sig oven vande.
Det varede dog ikke mange øjeblikke, før Yelle og hendes to kumpaner på trommer og synthesizere kom ud og fik løftet humøret hos publikum. Yelle kan nok bedst beskrives som et charmerende mixtape af The Knife, M.I.A., Kavinsky, Moderat og Daft Punk, som de også låner lige rigeligt fra. Simpelt og effektivt til at få skudt en farvestrålende fest i gang. Og med ørehængere som "Ce Jeu" og "Je Veux Te Voir" blev publikum bestemt ikke mindre glade.
Koncerten var gennemgående en fest. Det er dét Yelle gør bedst; de vinder på glæde og ubekymret elektropop. Ikke så meget udenomssnak. Det ændrede en sjæler ved efter en halv times tid, og introducerede et helt unødvendigt skifte fra det ekstroverte til det introverte, hvilket ødelagde det dansevenlige momentum. Yelle famlede resten af koncerten efter at finde retur til sit varemærke, hvilket til dels lykkedes, mens noget af publikum blev hægtet af. Dybsindige harmonier er ikke Yelles stærkeste kort, uanset hvor meget neon salen blev badet i.
Lyset blev slukket og tændt efter 40 minutters spilletid. Det var et forsøg på at skabe simpel dramatik, hvorefter scenen, via en funky Herbie Hancock intro, blev forvandlet stilmæssigt endnu engang. Modigt og godt tænkt, men Yelle er hverken en teknisk dygtig eller kreativ nok musiker endnu til at trække sig for langt væk fra sit fundament. Indimellem skulle Yelle også give smagsprøver på sin vokal, som absolut heller ikke er noget fantastisk.
Efter en times ordinær koncert, efterfulgt af to ekstra numre, sluttede Yelle ydmyg og smilende af. Ingen tvivl om, at Yelle er et frisk koncertbekendtskab med spræl i. Til trods for, at hun ikke er en stor musiker, kan de færreste superstjerner prale med at være så nærværende og veloplagte som den lille charmerende franskmand.
Yelle spillede i Store Vega den 27. november.
