(Foto: UPI Media)
Komplet ligegyldig eventyrfilm drukner i grotesk effekthelvede og fjollet historie.
Siden Twilight og Harry Potter-filmene har der været et stort, sort hul. Guldkalven der kan malkes til bevidstløshed mangler, ser vi bort fra de utallige superheltefilm. Altså den, der taler til de helt unge biografgængere. Og nu når Hobitten-filmene er nået til vejs ende, og den næste Star Wars-film først udkommer i slutningen af året - jamen, så skal der da startes en ny fantasy-franchise. Noget med drager, baseret på en populær bogserie. Noget med kampen mellem det gode og onde, samt alskens tyndslidte klichéer. Så mange som overhovedet muligt, tilsat computerspilsaction, ild og eksplosioner. Velkommen til Seventh Son.
Tom Ward (Ben Barnes) er den syvende søn, af en syvende søn. Ingen ved, hvorfor det er vigtigt, men det er det. Om ikke andet mener heksedræberen, den fordrukne John Gregory (Jeff Bridges), at Tom skal være hans nye lærling i en tilsyneladende lang række af lærlinge, som er afgået ved døden. For at være heksejæger er en farlig gesjæft. Før var de 1000, nu er kun John Gregory tilbage - så farligt er det. Men Tom er noget helt specielt. Han har evner som ingen anden, og efter en uges ikke særligt grundig oplæring er det umage par klar til at bekæmpe den onde heksedronning Moder Malkin (Julianne Moore), der vil smadre verden.
"Heltens rejse" er en narrativ model, taget fra Joseph Campbells teori om monomyten, som helt grundlæggende er blevet et værktøj brugt på adskillige fortællinger gennem tiderne - ofte i den klassiske dannelsesrejse. En række filminstruktører, såsom George Lucas og Steven Spielberg, har brugt flittigt af modellen siden 70'erne, mens den i høj grad gør sig gældende den dag i dag. Seventh Son er uinspirerende og dovent skiveskåret efter "heltens rejse". Uden den mindste fornemmelse for nuance eller logisk afsæt i selve historien, uden sans for troværdig karakterudvikling. Ikke engang en smule pay off belønnes vi med. Ikke engang en spændende fortælling, eller i det mindste god popcorn-underholdning, kan der tages med fra to timer i selskab med drager med røde dreadlocks og et rabalder af CGI, altså computereffekter. Intet.
Præcis lige så ligegyldig Seventh Son er, lige så formålsløst er det at grave efter noget som helst positivt. Effektarbejdet er, for så vidt, acceptabelt - problemet er imidlertid, at klipningen er så bombastisk, at det kun er i få sekvenser, at det kan nydes.
Én ting er, at kulisserne er reduceret til greenscreen og CGI, hvilket sagtens kan virke alligevel. Se bare en film som Life of Pi. Noget andet er at kunne instruere skuespillerne til at være troværdige uden et fysisk miljø. Til trods for så bundsolide kræfter som Jeff Bridges og Julianne Moore lykkes det på ingen måde af instruktør Sergey Bodrov at personinstruere dem tilstrækkeligt. Snarere fremstår de komplet fjollede og overspillede, hvilket dog er gennemgående for samtlige karakterer i filmen. Den 66-årige russer, som på ingen måde er en lærling i faget, virker ikke til at have føling med filmmediet overhovedet. Enhver form for indre logik, eller rationale for den sags skyld, er fraværende i Seventh Son, hvilket også vidner om et dårligt manuskript.
Seventh Son er en usædvanligt dårlig film, der fejler på alle mulige parametre. Det lader ikke til, at filmen er blevet taget synderligt seriøst. Joseph Delaneys oprindelige oplæg, den såkaldte The Wardstone Chronicles-saga, består indtil videre af hele elleve bøger. Forhåbentlig bliver det ikke til lige så mange film.
Seventh Son
