Flere nyheder

 
Litteratur
Hr. Tryk på

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hr. Tryk på
Tor. 12. mar. 2015

Vi lever i en verden, hvor behovet for at ses og høres på de sociale medier er stort. Alle er online, alle jagter flest likes, og man samler på venner, som man i gamle dage samlede på glansbilleder. Med billedbogen "Hr. Tryk På" viser Kåre Bluitgen og Mette Marcussen, at ægte nærhed ikke kan findes bag en skærm.

Hverdagen kan hurtigt blive triviel og lidt kedelig, og det gør den også for Hr. Tryk På. Han får derfor pludselig lyst til at råbe op og sætte sit aftryk på verden - på den digitale og online af slagsen.

"Jeg vil være den suverænt vildeste, råber Hr. Tryk På, af alle uploads. Jeg vil være mega kendt, råber Hr. Tryk På, den første med syv milliarder venner".

Men det med at råbe ind i cyberspace, er han ikke den eneste der gør, og det er slet ikke så nemt at blive bemærket.

"Uanset hvor meget Hr. Tryk På råber ind i verden, får han bare slud i ansigtet og skærmstøv i øjnene. Det er, som om verden er blevet stopmæt af aftryk".

Selveste Hr. Tryk På er afbildet som et fingeraftryk, og det er de andre "personer", der pryder siderne også. Dette illustrerer meget fint, hvad hele bogen går ud på, nemlig at vi alle er unikke som vores fingeraftryk, men at jagten på at blive set på de sociale medier har den modsatte effekt. Vores unikhed forsvinder, vi bliver anonyme og ender med at blive overset i mængden, og det må Hr. Tryk På også sande. Det er først, da han vender blikket væk fra sin skærm, at han finder kærligheden.

Hr. Tryk På er en billedbog, hvor hver eneste side er et sanseligt festfyrværkeri af skæve og sigende billeder. Mette Marcussen har med sine illustrationer skabt et surrealistisk univers, hvor Twitterfugle, thumps up's og æbler, der er taget en bid af, pryder siderne og tydeliggør kreativt, hvor meget de sociale medier fylder i vores hverdag. Og de fylder meget, også i børns dagligdag. Forskere snakker ligefrem om en generation af "screenteens", der er vokset op foran en skærm, og som tilgængeliggør deres liv online.

Kåre Bluitgen har været modig at formidle denne problematik i børnehøjde, men han slipper af sted med det. Hr. Tryk På er nemlig ikke en løftet pegefinger eller en kritik af de sociale medier. Tværtimod er Hr. Tryk På med sine få og korte sætninger tankevækkende og minder læseren om, at det kan være udbytterigt at vende blikket væk fra skærmen og rette fokus ud mod den virkelige verden. For hvem ved? Måske møder man kærligheden.

Hr. Tryk På får fem likes herfra.

Kåre Bluitgen & Mette Marcussen: Hr. Tryk På
Høst & Søn, 32 sider
ISBN: 978-87-638-3939-6