Zola Jesus gav en rutinepræget og uengageret koncert på Vega.
Feminin art pop har været det tiltrængte friske pust på den kommercielle musikscene hen over de sidste fem-seks år. Navne som Robyn, Florence + The Machine, Jenny Wilson, Fever Ray og særligt Lady Gaga har sat den poppede dagsorden, som kreativt har fusioneret over en række genrer og formået at ramme så utroligt bredt.
Et af de største håb, i den yngre generation, er Zola Jesus. Den 25-årige amerikaner, med det borgerlige navn Nika Roza Danilova, har været et varmt navn på diverse musikblogs siden debuten i 2009. Med inspiration hentet hos mørkere, tunge navne som Swans og Diamanda Galás, trækker Zola Jesus hen i en alternativ futuristisk goth-dark wave pop, som på forunderlig vis er dansevenlig og opløftende. Det helt store gennembrud udebliver dog for den petit sangerinde, hun er kun ca. 1.60 høj, til trods for det åbenlyse hitpotentiale. Desværre formåede hun heller ikke at overbevise, da hun spillede i Lille Vega onsdag aften.
Med en times forsinkelse dukkede vidunderbarnet op på scenen og gik hurtigt i gang med titelnummeret fra sit seneste album, Taiga, i en alternativ udgave med aggressive eltrommer. Fra start blev det imidlertid tydeligt, at aftenen ikke skulle vindes på engagement eller publikumskontakt. Selv næste nummer og hendes vel egentlig største hit, "Dangerous Days", blev ikke det oplagte højdepunkt. Ud over få lyspunkter som "Hollow" og "Hunger" i den ordinære 50 minutters spilletid, og to gode ekstranumre, faldt det hurtigt sammen. Der manglede simpelthen pondus.
Det blev den dér rutineprægede pligtkoncert, hvor bandet ikke gider oppe sig, og frontfiguren hverken har karisma eller interesse nok i at spille live. Alt for mange ophold mellem numrene ødelagde et altafgørende flow og underbyggede, hvor lidt interesseret Zola Jesus og band var i at spille. Setlisten bestod stort set af hendes seneste album, som i øvrigt heller ikke er blevet rost som hendes tidligere bedrifter, og der blev heller ikke givet prøver på, hvor alsidig hendes musik kan være. Med fem albums i bagkataloget bør der ellers være rigeligt at tage af.
Jesus har selv sagt, at hun er påvirket af Joy Division forsangeren Ian Curtis, hvilket er en underdrivelse. Hun kastede sig rundt i teatralske epileptiske udbrud på scenen, der fremstod påtagede frem for at fungere som energi-katalysatorer. Ligegyldigt hvor manisk der blev småløbet fra den ene side af scenen til den anden i jagten på sin egen skygge, blev tonen aldrig fanget. Heller ikke et målrettet catwalk blandt publikum hjalp, hvor der ellers hér ville have været mulighed for kontakt.
Den måske nok så eksperimenterede Zola Jesus diskede op med en ugidelig optræden. Der kan være mange årsager til, at gennembruddet ikke er kommet endnu. Baseret på aftenens skuffende koncert mangler der en helt gennemgående vilje og professionalisme, som ville pynte gevaldigt på den unge musiker, der opførte sig mere som en forurettet teenager end en potentiel stjerne.
Zola Jesus spillede i Lille Vega den 11. marts
