(Foto: Lucas Wxyz. Grafisk bearbejdelse: Mariska Sala)
Sorg, skyld og bitter selvretfærdighed folder sig ud i iltfattige omgivelser, når Kapellet på Assistens Kirkegård lægger hus til Fjodor Dostojevskijs "Den Sagtmodige".
I Dostojevskijs novelle Krotkaja (på dansk Den Sagtmodige) fra 1876 ender en midaldrende pantelåner, bitter over samfundets afvisning, med at drive sin kun 16-årige hustru til selvmord. Fortællingen er angiveligt inspireret af en avisnotits, Dostojevskij læste, om en syerskes fromme selvmord.
Stykket indledes med den fortvivlede ægtemand, nu enkemand, hvis kone ligger på bordet i den tilstødende stue. Han husker tilbage til deres første møder, hvor den purunge pige gang på gang pantsatte sine kæreste ejendele for at annoncere efter stillinger i avisen, til sidst endda med ordene "også uden løn. Blot kost og logi" - men uden held.
Han fortrylles af hendes væsen, og da han finder ud af, at hendes griske tanter, der på bedste eventyrfacon prygler pigen dagligt og udnytter hende på det groveste, planlægger at gifte hende bort til en fed købmand, frier han til pigen. Han når at bemærke for sig selv, hvilket godt parti han egentlig er, især sammenlignet med den fede, men pigen tøver alligevel lidt for længe, inden hun accepterer.
Nu følger et ægteskab i strenghed og sparsommelighed. Alle pigens udbrud af kærlighed, vrede og fortvivlelse bliver holdt nede, alt sammen i en virkelighedsfjern glorificering af, hvordan han skal løfte hende op, når de første år er gået, og han er blevet en rig mand. Da han endelig får knust hendes sjæl, ser han det som en sejr, og er først nu i stand til at tilbyde hende den kærlighed, hun har higet efter - men for sent.
Fortællingen er skrevet som en enetale, og instruktør Slava Kokorin vælger at være tro mod formen. Kun ledsaget af Adam Ørvads melankolske akkordeon rabler Viktor Melnikov hele den fortvivlede mands selvretfærdige lidelseshistorie af for publikum med stor indfølelse. Selvom det er svært for alvor at sympatisere med manden, føler man som publikum alligevel hans bitterhed over samfundets i hans øjne ufortjente foragt, hans oprigtige fortvivlelse over konens selvmord og ikke mindst den skyld, han i glimt af selverkendelse føler over hendes ulykkelige død.
Det er en stærk og gribende omgang; ren fortættet Dostojevskij, når det er bedst. Det er dog ikke til at komme udenom, at 1 time og 20 min er i overkanten for en monolog, uanset hvor fremragende den fremføres. Ikke mindst fordi Kapellets lille teatersal desværre er lige så varm og iltfattig, som den i øvrigt er stemningsfuld.
Den sagtmodige
Kulturcentret Assistens
