Flere nyheder

 
Klassisk musik
La Traviata

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
La Traviata
Fre. 20. mar. 2015


(Foto: The National Opera of Ukraine Taras Shevchenko)

Den ukrainske Kiev Statsopera har besøgt Danmark med operaen "La Traviata". Forestillingen var et udstyrsstykke af store rober, mange medvirkende, flot sceneopsætning og dygtige sangere og skuespillere. Som traditionen foreskriver, var der endda taget et balletstykke med.

De omrejsende operaer fra østlandene har ofte haft problemer med at hamle op med det danske publikums forventninger til skuespillets kvalitet. Der er set utallige eksempler på forestillinger, hvor de medvirkende nok kunne synge, men ikke kunne spille skuespil.

Kiev Statsopera er undtagelsen, der bekræfter reglen. Da tenoren begynder sin skåltale i første akt, har han publikum i sin hule hånd fra først til sidst. Violettas kamp, først mod kærligheden til Alfredo og siden mod sin fremskredne sygdom, spilles med en indlevelse, der kan mærkes helt om på bagerste række i salen. Her er endelig en forestilling, hvor alt fungerer, og hvor publikum ikke kan undgå at blive berørt af handlingen.

Ideen med at inkludere et balletstykke, som man gjorde dengang opera ikke blev regnet som lige så fint som ballet, er et ekstra krydderi til en i forvejen fornem opera, som i den grad bare har det hele.

Stykkets handling begynder til en fest hjemme hos Violetta. Her introduceres Violetta for Alfredo, som har beundret hende på afstand i et års tid. Alfredo har været meget bekymret, fordi Violetta har været syg i længere tid. Violetta er en kurtisane, som lader sig forsørge af en rig baron. Hun tror ikke på kærligheden, men ønsker bare at hendes liv skal være en lang fest. Ved mødet med Alfredo forstyrres Violettas verdensorden, fordi hendes tro på at ægte kærlighed ikke eksisterer viser sig at være forkert. Alfredo får overtalt Violetta til at opgive sit indholdsløse liv og flytte med ham på landet. Det viser sig hurtigt at økonomien falder fra hinanden, når Violetta ikke længere modtager penge fra de rige mænd, hun tidligere lod sig kurtisere af, og Alfredo og Violettas forhold bliver også et alvorligt problem for Alfredos familie. Resten af handlingen skal ikke afsløres her, men det er de helt store følelser, der er oppe at vende i operaen, så det kan være, man skal huske lommetørklædet.

Kiev Statsopera udgave af La Traviata er en af de mest vellykkede opsætninger, man har kunnet se i Danmark i lang tid. Verdis opera er i sig selv et storslået værk, men de medvirkende fra Statsoperaen lever helt op til de kvaliteter, partierne i operaen kræver.

La Traviata
Kiev Statsopera

Anmeldt på Vejle Musikteater 17. marts 2015