At Jan Olsen har spillet meget og med mange over en utrolig lang årrække, slipper man ikke udenom. Hans nyudgivne ep "Fairground" ligger et eller andet sted mellem genrerne blues, rock, folk og swing.
Aldersmæssigt er han ikke en senior på rockscenen, men ud fra CV'et er han. Efter i mange år at have spillet, komponeret og turneret med mange forskellige (blandt andre en Steppeulv), har Jan Olsen nu udgivet en ep i eget navn.
Ud fra pressematerialet, titlerne på ep og sange, og historien om Jan Olsen havde undertegnede - indrømmet noget fordomsfuldt - forventet noget helt andet. Nemlig noget i omegnen af "en herre oppe i årene, der ligesom mange andre aldrig har fået taget sig sammen til at give karrieredrømmen et spark og først efter års tøven endelig får tingene ud i verden." Dette kombineret med en forventning om en portion selvudslettende kommentarer, der vader i de sikre danske "værdier" om ikke at give slip på jante.
Til ovenstående fordom er der dog flere problemer. For det første bruger Olsen nogle sjældne ord i forbindelse med en udgivelse, nemlig både "holistisk" og "eskapistisk". Han er nemlig ikke romantiker på eskapistisk vis, og sangene er skrevet med et holistisk perspektiv på tilværelsen. Med disse ord slås en revne i det forventede.
Tom Waits og Howlin' Wolf har ikke levet forgæves, og uden at lave plagiat eller være "wannabe" leverer Jan Olsen en svingende og værtshus-agtig musik på Fairground. Undertegnede var mildest talt overrasket efter ep'ens første nummer "Irresisstible Baby", med netop førnævnte herrer som referencer. Stemningen er molsk, men trods alt god mol og two-beat bas. Jan Olsens stemme har en stor del af æren for at musikken i sin helhed er interessant, og stemmen er sandelig både kraftfuld og blød sine steder
"Moon Over King's Road" leverer endnu en overraskelse. Denne gang i form af strygere og med en lidt melankolsk stemning. Nummeret leverer desværre også en lille snert af Lionel Ritchie, men en dejlig blues trods alt.
Titelnummeret, "Fairground" er lidt fjollet, men egentlig fin pop pakket ind i folk på Lars Lilholt-måden. Hvilket ikke nødvendigvis er skidt, ikke her i hvert fald, hvor harmonikaens offbeat giver et Balkan-præg.
På "Mr. Lee Is Back In Town" bliver vokalen dejlig hæs, og både stemningen, teksten, udtrykket og nummeret i sig selv er blues.
Ep'ens afslutningsnummer "Last Train To Bantry" er også en blues-agtig sag, hvor two-beat bassen stadig er med. Det ser man ikke voldsomt mange andre bruge (næsten) gennemgående. Sangen er velarrangeret og let poppet. Dette bliver dog en anelse for venligt og hyggeligt for denne anmelder, den fine hæse stemme til trods.
På produktionssiden er her ikke hverken de store armbevægelser, eksperimenter, usikkerheder eller katastrofer, men lytter man efter er her fine detaljer. Alt i alt også et fint lydbillede, der giver de ønskede stemninger (forhåbentlig). Det er forfriskende, at en udgivelse som denne ser dagens lys, også selvom den måske ikke kommer ud i æteren eller hele landet. Samtidig synes det at give et pift til og røre lidt rundt i musikgryden for, hvad vi ellers bombarderes med dagligt. Respekt for at få det gjort, og gjort godt.
Jan Olsen: Fairground
Ude nu på Gateway Musik.
