(Foto: Doxbio)
Med "I Kælderen" går den østrigske instruktør Ulrich Seidl på opdagelse i hjemmets mest private rum.
Få instruktører er så kontroversielle som østrigske Ulrich Seidl. Selvom han ikke anser sig selv for at være dokumentarist, men provokatør, kan Seidl ikke komme uden om sin baggrund inden for dokumentarfilmen. Også selv om de mest berømte film fra den 62-åriges hånd er spillefilm som prisvinderne Hundedage og Paradis-trilogien. Grænselandet mellem fiktion og non-fiktion er ofte flydende i Seidls univers, hvilket også er tilfældet med I Kælderen. For hvad sker der i folks hjem, i kælderen, det mest private rum?
Ved et tilfælde fandt Seidl ud af, at østrigerne har et helt særligt forhold til kælderen. Hernede, i de mørkeste afkroge, er der plads til dyrkelsen af det, der ikke hører hjemme i livet på overfladen i normalen. I Kælderen gemmes der på overvældende nazi-nostalgi, eksplicit S/M, store hamsterædende slanger og ældre mænd med veludviklet sans for skydevåben.
Ulrich Seidls perspektiv er blottet for fordomme. Portrætterne er, bogstaveligt talt, filmet i øjenhøjde med de mennesker, som bliver optaget, og som fortæller om, hvad de laver i kælderen. Det ér temmeligt grænseoverskridende at være vidne til, hvordan en tyk mand bliver domineret til at stå med vægtklodser om sine kønsdele, at se et nervøst ægtepar vise en kitschet festkælder frem og ikke mindst se en ældre valdhornspillende mand stolt fortælle om et Hitler-maleri, som han fik i bryllupsgave. Den bedste gave han nogensinde havde fået, efter eget udsagn. Det er også ekstremt morsomt på en virkeligt tåkrummende måde.
Den nøgne udstillelse af skæve østrigske eksistenser er underholdende og akavet. I Kælderens direkte form bryder imidlertid intimgrænsen og vender linsen mod beskuerne. For hvad gemmer sig, symbolsk set, i kælderen hos en selv? Hvilke hemmeligheder ligger henslængt i underbevidsthedens gemmer, som ikke passer ind i de velfriserede normer i det offentlige rum - og hvor tåkrummende er de ikke? Dét er I Kælderens velfungerende præmis; den anmassende in your face fremstilling af menneskers særheder og perversiteter, for hvem har ikke sin andel af dem?
At Ulrich Seidl har fået disse mennesker til at udstille sig selv, nogle af dem i ekstremt ydmygende situationer, må siges at være lidt af en præstation. Der gik et halvt år med intensiv research efter folk at portrættere, før Seidl overhovedet kunne begynde selve produktionen. Resultatet er en pirrende, chokerende og ja - virkeligt morsom færd ned i de mørkeste afkroge.
I KÆLDEREN
Se spilletider
Se filminfo
