Roskilde Festivalens åbningsdag var underlig jævn og søvndrukken. Det understregede danske Santiago, og i særdeleshed dagens absolutte hovednavn, Pharrell Williams. (Pressefoto: Pharrell Williams)
Pharrell Williams
Ingen kan tage fra Pharrell Williams, at han de sidste ti-femten års tid har været en af de helt store profiler på den internationale pop-musikscene. Navnligt i forbindelse med sin position som særdeles vellykket producer i The Neptunes for bl.a. Snoop Dogg og Justin Timberlake, men også med sit band N*E*R*D og som solist, hvor han markerede sig med megahits som "Get Lucky" og "Happy". Onsdag aften skulle vise sig at blive en sand opvisning i dansevenlig ligegyldighed, og helt enorm selvoptagethed.
Fra start til slut lå det den kære Pharrell på sinde at feste igennem, hvilket til dels gav sig selv med en lang række af de sange, som det 42-årige popidol har været med inde over i den ene eller anden grad.
Selvom hitparaden, med sange som "Rockstar" og "Drop It Like It's Hot", tydeligvis fangede publikum, blev momentum aldrig fastholdt. Sangene blev udført som på pladerne, og blev ofte afkortet og sluttet af i en fart, som en utålmodig knægt, der til en fest skifter numre, uden nogen situationsfornemmelse. Showet var sat flot i scene, men det var tomme kalorier med for meget backtrack og for lidt indlevelse.
Indimellem skulle Pharrell også komme med underligt malplacerede opråb om frihed, samt takke København (!) op til flere gange. Mandens talent begrænser sig til at optræde og producere, hvilket dog i den grad kom til udtryk med netop "Get Lucky" og "Happy", som publikum tydeligvis havde ventet på. Da bandet gik fra scenen, var alt dog glemt igen.
Santiago
At åbne scenerne på Roskilde Festivalen er der naturligvis en vis ærekærhed forbundet med, særligt for mindre bands. At det upåagtede danske americana band, det fem mand store Santiago, skulle åbne den eksperimenterende scene Gloria, skulle vise sig at være et udmærket valg - alt taget i betragtning.
Det danske band skulle hurtigt vise sig at blive et bekvemt bekendtskab, hvis ønsket var at høre The National eller Tindersticks. Santiago lød mere som et opsamling af de pågældende bands uudgivne numre end som et band, der havde synderligt meget at byde på - på egen hånd. Med en sætliste bestående næsten udelukkende af sange fra deres glimrende debutalbum, "No More Songs About The Moon", blev Glorias åbning en hyggelig og medgørlig times folk-rock.
Forsanger Mathias Elkjær markerede sig med sin mørke og skarpe røst, og udgjorde med resten af bandets stemningsfulde lydbillede en tilbagelænet og atmosfærisk kulisse. Som den aflukkede scene Gloria engang er, blev numre som "My Life Ain't A Movie" og "Paranoia" opført i afmålte men svedtunge armbevægelser. Det blev simpelthen for indelukket og kvælende, hvilket nu ikke var Santiagos fejl; desværre var det nærmest ulideligt varmt at være indenfor i Gloria. Det lagde en dæmper for en nydelig Roskilde debut for et ungt, og ganske lovende, dansk band.
