(Foto: ScanBox)
Den amerikanske drøm har det med at vise sig i de særeste sammenhænge, men særligt én filmgenre har gjort sig særligt bemærket i den forbindelse - sportsfilmen. Her sættes alle amerikanske værdisæt på spil. Boksefilm, med "Rocky"-filmene som de mest populære, indkapsler dette mere end nogen andre film. Fortællingen om manden på gaden, der stik imod alle odds arbejder sig mod den ene kamp over dem alle, der viser at han kan - hvis han vil. Ikke alle af livets fortællinger er imidlertid helt så blødsødne, og særligt ikke i eftertiden på en finanskrise. Ikke desto mindre er det på tide at mande sig op, nu når chokket har lagt sig. Dette mantra vil "Southpaw" gerne have os til at leve efter.
Billy "The Great" Hope (Jake Gyllenhaal) er tidens bedste bokser og har vundet det hele. Ikke at han er en stor teknisk bokser, forstås - men Hope giver aldrig op og kæmper til det allersidste. Han ved nemlig, hvad det vil sige at tage en kindhest eller tre uden at lade sig slå ud. Da hans kone, Maureen (Rachel McAdams), bliver skudt og dræbt, bliver det imidlertid et leverstød, som er svært at rejse sig efter. Hope mister alt håb. Kæmpevillaen bliver solgt, vennerne forsvinder, og den lille datter, Leila (Oona Laurence), bliver taget fra Hope, da han ikke er i stand til at samle sig oven på tragedien. Men da Hope for alvor rammer bunden, tager han sig sammen - og beslutter sig for at tage den helt store titelkamp mod Miguel "Magic" Escobar (Miguel Gomez) til trods for den stramme tidsplan på seks uger. Heldigvis med hjælp fra træneren Titus "Tick" Wills (Forest Whitaker).
Der er rigtigt mange grunde til at væmmes over Southpaw. Retorikken er forfærdelig amerikansk, historien er helt igennem forudsigelig, finanskrise-symbolikken er overpenslende og den belærende værdiladede tone om "a man gotta do what a man gotta do" er opkastvækkende. Manuskriptforfatter Kurt Sutter, der mest er kendt som manden bag tv-serien Sons of Anarchy, kaster om sig med klichéer og billige tricks, som var han en amatør, der talte til laveste fællesnævner. Hvilket sikkert er helt bevidst.
Èn ting redder og bærer filmen og gør den overraskende troværdig og medrivende - Jake Gyllenhaal. Udover den bemærkelsesværdige fysiske transformation fra den faretruende udsultede Louis Bloom i Nightcrawler, er Gyllenhaal anderledes fit for fight som sveddryppende bokser i Southpaw. Det er imidlertid ikke den fysiske magtdemonstration, der stjæler billedet - til trods for de mange imponerende boksesekvenser. Gyllenhaal tilfører blod, sved og tårer - og mange af dem - med en dybt rørende præstation. Billy Hope er bag muskelmassen en sårbar og knækket mand, der skal tackle det ultimative tab i form af konens død og håndtere en lille datter, som er ved at forsvinde ud af hænderne på ham. Livets kamp er en kliché brugt løst i mange sammenhænge. Jake Gyllenhaals vanvittige præstation genopliver udtrykkets betydning i sin sande form.
I det hele taget hæver den gode skuespillerbesætning niveauet for den ualmindeligt søgte historie til trods for, at de alle spiller hver deres noget endimensionelle karakterer inden for noget firkantede rammer. Mest iøjnefaldende her er Oona Laurence som Billy Hopes datter, Leila. Scenerne mellem hende og Gyllenhaal er hårdt hulkende scener, hvor vrede, tilgivelse og sorg kastes ud på lærredet, så det næsten er for meget at holde til. Rachel McAdams korte, men intense præstation, skaber rammerne for historiens ulykkelige del, mens Forest Whitaker som sædvanlig er god i en underspillet mentorrolle.
Southpaw er et af de bedste eksempler på, hvor afgørende den perfekte skuespillersammensætning kan være. Og med hensyn til Jake Gyllenhaal - giv nu den mand en Oscar!
SOUTHPAW
