Flere nyheder

 
Teater
Helt enkelt kompliceret

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Helt enkelt kompliceret
Ons. 7. okt. 2015


(Foto: Miklos Szabo)

Mus og mand. En vranten gammel mand i en lejlighed, hvor livets eksistens er skrinlagt til en konstant kamp mod de mus, der rumsterer i panelerne. Henning Jensen imponerer i en næsten stringent soloforestilling, hvor han spiller den store skuespiller, der lever med fortidens minder og valg. Ikke mindst de valg, hvor han konsekvent valgte skuespilkunsten til og venner og familie fra.

Thomas Bernhard (1931-1981) er en mand, der i den tysksprogede verden har fyldt og stadig fylder en del. Ikke mindst hans provokerende facon kan få kritikerne op af stolene. I Danmark har han dog levet en mere stille tilværelse i den brede offentlighed, og han har nænsomt og smukt, men dog uden for rampelyset, været præsenteret i Forfatterskoleforlaget Basilisks serie Babel. Kortromanen Gående fra 1982 (da. 2005) var et spændende bekendtskab, men det er i romanen Træfældning fra 2013 (da.), at man finder samme tema som i teaterstykket Helt enkelt kompliceret.

Det er teaterverdenen, der er genstand for handlingens centrifugale, men afdæmpede plot. I Træfældning sidder en person blandt kulturparnasset og venter på den store skuespiller, der ventes fra teatret hvert øjeblik. Her sidder man så at sige blandt publikum og ser skuespilleren udefra. I Helt enkelt kompliceret træder vi helt ind på livet af den store skuespiller, der selvvalgt lever forladt og alene i en lille affarvet lejlighed, hvor mus i panelerne og fugtpletter på væggen er den triste kulisse om et levet liv. Hurtigt anslås minderne om familien, især broderen, og ikke mindst konen, der alle er døde - ingen af dem besad vores hovedpersons geni og overmenneskelige talent. Men de var en del af hans liv. Hverken mere eller mindre.

Hver anden tirsdag i måneden tager han den krone på, som han efter en rolle som Richard III i dramaet af Shakespeare fik foræret af bystyret. Fortidens storhed bliver både patetisk og øm, når den aldrende skuespiller vandrer rundt iført kongekrone i usle omgivelser. Eneste afbræk er pigen Katharina, der to gange om ugen bringer mælk til geniet. Han afskyr dog mælken, men køber den for at hun skal komme. Hans ungdoms forbillede, Arthur Schopenhauer og dennes hovedværk Verden som vilje og forestilling, spiller en central rolle i stykket, hvor hovedpersonen gør op med sig selv. Ja, han fælder en dom over sig selv, men modsat en Kafka eksekveres domsafsigelsen ikke konsekvent, her brydes i stedet med publikum. Ganske sublimt.

I den lille folder, der gør det ud for programmet til denne forestilling, kan man læse Henning Jensens overvejelser omkring stykket. Man forstår, at det er på hans initiativ, at stykket har fået liv på en dansk scene. Tak for det. Samtidig har han også fundet et stykke, der i den grad klæder ham. Det virker som om, det kun er ham, der i en dansk sammenhæng kan spille den rolle. Og ja, på mærkværdigvis spiller den også ham. Der er tale om et på alle måder krævende teaterstykke, der viser en dramatiker, skuespiller og hovedperson i særklasse. Det er skuespilkunst. Intet mindre.

HELT ENKELT KOMPLICERET
Det Kgl. Teater, turné
Anmeldt på Odense Teater, Sukkerkogeriet, 5. okt. 2015

Se turnéplan

Iscenesættelse: Rune David Grue
Medvirkende: Henning Jensen, Clara Faust Spies/Sofie-Amalie Hoffmann