(Foto: Anders Bach)
Den Jyske Opera står bag den første danske opførelse nogensinde af Mascagnis romantiske opera "L'amico Fritz". Et godt sted at starte for nye operagæster.
Den Jyske Operas opsætning af L'amico Fritz er i bund og grund en bragende flot og gennemført forestilling, baseret på en temmelig letbenet historie uden nogen form for overraskelser eller kant. Det forsøges at tilføre en følelse af lurende ondskab til forestillingen ved brug af tydelige (og temmelig malplacerede) referencer til Anden Verdenskrig.
Pietro Mascagni er mest kendt for operaen Cavalleria Rusticana, året efter, i 1891, skrev han imidlertid også den romantiske opera L'amico Fritz, som ikke tidligere er opført i Danmark.
L'amico Fritz er en utrolig sød historie om den rige ungkarl Fritz (Scott Quinn), som nyder sit liv som single. Kærlighed og ægteskab er kun for fjolser, som han udtrykker det.
Fritz har to venner, Federico (Alexander Grove) og Hanezò (Jesper Brun-Jensen), som er helt enige med ham i denne sag. Fritz har imidlertid også vennen David (Lars Møller), der er rabbiner. David ser kærlighed og ægteskab som det ypperligste, man kan opnå, og hele formålet med livet. David spår, at Fritz også snart vil komme til at ende ved alteret. Fritz siger, at skulle det ske, vil han give David en af sine vingårde. Som man kan tænke sig, står hovmod for fald, og Fritz forelsker sig i sin forvalters datter, Suzel (Natalya Romaniw). Da det går op for Fritz, at kærligheden har fået tag i ham, stikker han af i et forsøg på at undslippe den skæbne, han så ofte har hånet andre for at være endt i. Fritz oplever nu, hvad kærlighedskvaler vil sige. Sigøjneren Beppe (Andrea Pellegrini) forsøger at trøste, men der er ikke noget der hjælper. Fritz ender naturligvis med at måtte overgive sig til kærligheden og til sin Suzel, som heldigvis også er forelsket i Fritz.
De forskellige medvirkende er velvalgte til deres roller, og valget af kulisser, ikke mindst vindeltrappen, der er med i flere af scenerne, fungerer rigtigt godt. Især Natalya Romaniw imponerer med sin klare og samtidig utroligt kraftfulde stemme. Scott Quinn formår at tillægge Fritz præcis den rette dosis af både retskaffenhed og ungdommelig fandenivoldskhed, som rollen kræver for at være troværdig. I løbet af forestillingen er der lidt forvirring om, hvorvidt Beppe er en dreng eller en pige, da figuren både omtales som han og hun. Resultatet er, at Beppe fremstår som en androgyn figur, hvilket understreges af, at rollen spilles af en kvinde i noget underligt tøj, hvor bukser indgår. Tvivlen om rollens køn giver noget forvirring om, hvorvidt Beppe i virkeligheden også er forelsket i Fritz, eller hvad det lige er der foregår i den scene, hvor Beppe forsøger at trøste Fritz. Den meget sammensatte rolle spilles med stor indlevelse af Andrea Pellegrini.
Som en underlig form for parallelhistorie indgår armbind med jødestjerner og hagekors, flag med hagekors, skygger af mænd der marcherer, og mænd der heiler, som en del af forestillingen. Operaen er skrevet i 1891, så det har med sikkerhed ikke været med oprindeligt. Det er svært at se, hvad det skal gøre godt for, med mindre instruktøren ikke har været helt tilfreds med den grundlæggende trivialromanhistorie, men har syntes der skulle være lidt kant også. Det kan være meget udmærket, hvis det ellers bidrog til historien, men det gør det på ingen måde her.
L'amico Fritz er i bund og grund en sød historie, som alle vil kunne relatere til. Ulig mange andre operaer har den en lykkelig slutning og vil være en fin opera at starte med for en operajomfru.
L'AMICO FRITZ
Den Jyske Opera
Anmeldt 7. oktober 2015 på Vejle Muskteater
