(Foto: Per Morten Abrahamsen)
Den Reumertvindende Kristján Ingimarsson er tilbage med en kærlig behandling af livet i lufthavnen.
Der bliver leget med klichéerne, når islandske Kristján Ingimarsson inviterer os ind i sit lufthavnsregi på Republiques lille black box-scene. Det er et genkendeligt miljø, og vi har alle sammen været der. Alle kommer i lufthavne af vidt forskellige grunde, og ikke alle reagerer ens på check ind, bagagedrop og aflysninger.
Der er diverse kernetyper, der befinder sig i lufthavne, uanset hvor i Verden, man er. Der er en let usoigneret turist kun iført korte boksershorts, sin flypude om halsen og en forvasket rygsæk. Der er en supertjekket og sexet fyr, der har styr på at komme igennem sikkerhedstjek og stadig være cool. Ham møder man altid, og så skal det nok passe, at man selv er den passager, der er for sent på den og rent faktisk skal nå sit fly til Helsinki. Så er man presset, og det var passageren i forestillingen bestemt også. Omstændighederne var ikke med ham, for hvad var der mon i kufferten ved sikkerhedstjek? Det mistænkelige indhold var såmænd et Peter Pan-kostume med tilhørende kniv - af gummi.
Der er den totalt naive og glade passager, der tager alle forhindringer som en del af oplevelsen og egentlig synes, det er fantastisk at blive spærret inde bag markeringsbånd og ser ophold i lounge-området som den yderste luksus.
Endelig er der pigen i kufferten, der springer ud og laver badutspring af bar lykke. Hende har undertegnede dog sjældent mødt i det virkelige liv, men det gjorde hende ikke mindre sjov.
På personalesiden er der en stramtandet, men sexet stewardesse, der uden for store overtalelser kan tøs op og forvandle sig til en vampet model. Der er lufthavnsarbejderen, der svinger med lyssværd og dirigerer sine fly, så man skulle tro, han var Luke Skywalker.
Bagagevogne, indtjekningsborde og bånd til kufferter figurerer i stor stil. Totalt komisk er det, når kufferter med stor forsigtighed gelejdes hen ad et rullebånd, fordi man skal være forsigtig med folks bagage, for så at blive afløst af travlhed og smiden rundt med samme.
Frustrationerne florerer, når flyene af uransagelige grunde er aflyst, og man på ingen måde kan få et hvil på bænken til tre passagerer, fordi nogen ondskabsfuldt har konstrueret armlæn, der ikke kan fjernes.
De uskyldige passagerer får nok af aflysninger og kontrol og tager selv kontrollen og laver ventetiden om til en fest med palmer, techno- og sexorgier, mens den travle mand forvandler sig til en platoon-kriger. Han kan ikke tage mere.
De medvirkende er kompetente og kan noget med deres kroppe, når de springer ind og ud af den geniale scenografi af Johan Kølkjær. Konstruktionen med en spejlvæg, der vipper og ændrer funktion alt efter om vi befinder os bag kulisserne i lufthavnen eller er en reklamevæg, alle kan se.
Idéen med at gøre grin med de menneskelige koder, der udspringer af tanken om at skulle ud at flyve, er god, og det genkendelige er tit et godt udgangspunkt for at skabe et alternativt kringlet univers a la Kristján Ingmarsson. Den ordløse, men ganske larmende facon er også sjov, og lydeffekter fra fly, højtalere m.v. fungerer godt.
Karaktererne i forestillingen kommer aldrig ud at flyve og bliver resignerede i den lufthavn, der bliver deres endelige mål. Som publikum sidder man med tanke på Ingmarssons sidste forestilling på Republique, kontorkomedien Blam, med forventningerne i top, og her kommer Airport lidt til kort. Selv om der er gode, sjove og rammende øjeblikke, er det som om forestillingen ikke rigtig kommer i gang og letter.
AIRPORT
Republique
Idé/Instruktion: Kristján Ingimarsson.
Dramaturg: Simon Boberg.
Scenograf: Johan Kølkjær
Co-writer: Jesper Pedersen.
Performere: Kajsa Bohlin, Thomas Bentin, Signe Harder, Julie Kunz, Piet Gitz-Johansen, Sebastian Henry Aagaard-Williams.
