Efter tredive år med Flemming Flindt og Bjørn Wiinblads opsætning af Tjajkovskijs juleballet Nøddeknækkeren har en ny og mere kølig opsætning på Mikael Melbye og Alexei Ratmanskys hænder indtaget Tivolis koncertsal. I år er andet år, den er på plakaten.
Omkring 10 millioner kroner er der gået til opsætningen af Nøddeknækkeren i Tivoli. Fem hattemagere har syet 150 hatte til forestillingen, og 400 kostumer skal pryde 150 dansere fra Den Kongelige Ballet i løbet af de to timer, forestillingen varer. Joh - de store sejl er sat til, men desværre egner Tivolis koncertsal sig ikke til ballet, og man kan se, hvordan danserne kæmper for at få plads. I den grand pas de deux, hvor Nøddeknækkeren og Clara er forvandlet til prins (Mads Blangstrup) og prinsesse (Caroline Cavallo) og skal indfri deres lidenskabsdans, blandes de professionelle balletsmil med stivnede masker, der udtrykker reel angst for at ryge i graven.
Koncertsalen er delt op i en diagonal scene samt en orkestergrav. Scenograf Mikael Melbye har brugt det diagonale perspektiv til at vise eventyrets rejse, og det giver et godt scenisk udtryk. I ballettens første akt forlader Nøddeknækkeren (Benjamin Nehammer) og pigen Clara (Birgitta Lawrence) julenat familien Stahlbaums 1900tals overklassehjem, hvor alting er overfladisk, hjerteløst og hektisk. De skal ud og finde sukkerfeens palads.
Børnenes pubertære fantasirejse går gennem farefulde egne med legesyge snebolde og rivaliserende, forelskede musekonger, før parret kan forvandles til elskende voksne i sukkerfeens palads. Dette anden akts arabiske palads tryllebinder publikum med sin idérigdom: charmerende rokokoporcelænsdukker, der lister sig ud af kjolerne og frækt danser omkring kun iført livstykke og mamelukker; et par haremsdamer, der slås om at vinde eunukkens gunst; en spansk danserinde i heftig pas de trois og bierne, der uartigt afventende danser omkring de overmodne margueritter. Det er næsten seksuel overmætning af publikum, der alligevel må overgive sig til sanseindtrykket. Og det er måske godt det samme, at der er nok at kigge på, for Sjællands Symfoniorkester spiller som altid karakterløst og uinspirerende, selv om dirigent Tadeusz Wojciechowski fra Warszawa gør, hvad han kan for at puste liv i de decembertrætte danskere.
Den Kongelige Ballets hidtil dyreste produktion lægger beslag på størstedelen af det kongelige balletkorps og de kongelige balletbørn, men det er Tivoli, der får publicity'en. Nøddeknækkeren og den heroiske hær af soldater, der bekæmper musekongen og hans gnaverslæng, er skamløst klædt ud som tivoligardister, og sukkerfeens palads sender en hilsen til den gamle have med sine store blomsterkrukker og mauriske hesteskobuer. For naturligvis ikke at glemme den 'invitation' til Tivolis julemarked, der følger med en indløst billet til det, der derfor bedst kan betegnes som Tivolis kongelige juleballet.
læs mere: http://www.tivoli.dk/