Amatørteateret Den Ny Scene har tilføjet Jean-Paul Sartres Lukkede Døre et lille 'for' under opførelsen på Krudtteateret. Tanken er, at stykket kan ses som en retssag, der føres for lukkede døre uden adgang for offentligheden. Men er det nu også det, der er essentielt i Sartres eksistensdrama?
Den anden af de store verdenskrige er endnu ikke ovre, da Jean-Paul Sartre i 1944 udgiver sin enakter Lukkede Døre. Vi er i helvede, hvor tre personer; en lesbisk, en forkælet pariserinde og en desertør er blevet tildelt samme skæbne efter at have forladt jordelivet. De skal tilbringe en evighed i et rum med lukkede døre, åbne øjne og altid tændt lys uden anden underholdning - eller lidelse - end hinanden.
Sartres helvede er ikke som i de middelalderlige skrifter. Sartres helvede er hverken varmt, iskoldt eller fuld af torturinstrumenter. Sartres helvede består af mennesker. Og fra Sartre kommer den berømte replik: "Helvede er de andre." Hver af de tre helvedesdømte har to bødler i deres 'cellekammerater', og stykket igennem balancerer karaktererne på knivsæggen mellem forstillelse og ansvaret for egne handlinger. Amatørskuespillerne har selv oversat stykket uden forhåndskendskab til Sartres eksistentialisme, men det lider teksten nu ikke under. Hvis bare de havde kunnet replikkerne..
Hvorfor havner man i helvede? Er det en dom, som fældes af gud eller mennesker? (For) Lukkede Døre viser os desertøren og sjuften (Niels Søndergaard), der desperat søger syndsforladelse for sin beslutning om at bedrive hor på hjemmefronten og forlade sin post som soldat ved krigsfronten; det viser os den rå og beregnende kvinde (Julie Lund Henriksen), der lever på lånt tid af et udseende, som fordrejer hovedet på kvinde og mand, og vi følger den lesbiskes overvejelser bag morderiske handlinger for at blive enehersker af en anden kvindes hjerte.
Alle tre dømte er fuldt bevidste om de valg, de engang har truffet, og som bragte dem i helvede ved livets afslutning, men alle forsøger de at appellere deres dom til skæbnefællesskabet og påkalder sig uskyldighed. Men uskylden har trange kår bag de lukkede døre, og treenigheden skiftevis støtter og spotter hinanden i det, der skal blive en evig dans om guldkalven, hvor der ingen kære gud er.
Handlinger, der er udført, kan ikke trækkes tilbage, da mennesket er sine handlinger. Således også i Den Ny Scenes helvedesopsætning, hvor den afsluttende replik: "Nå, skal vi så ikke prøve igen forfra" bliver lige så hul som dens indhold, idet 'forfra' er en utopi og livet en evig cirkel inklusive helvede, der som nævnt er 'de andre'.
