Manon er et blændværk. Gamle Scene er omdannet til et tidløst menageri med internationalt tilsnit, og mens danserne snapper efter vejret, holder publikum deres i forundring over den overdådighed af idérigdom og skønhed, der udstråler fra scenen i samtlige to en halv time.
Manon handler om magt, og magten er Manon. Den klassiske historie om en dårligt bemidlet piges valg mellem ham, der bringer kærligheden, og ham, der bringer guldet, er dramaet i Kenneth MacMillians ballet Manon fra 1974. Det Kongelige Teater har satset stort med en fornyelse af den oprindelige opsætning, og resultatet er det bedste fra to verdener - MacMillians britisk djævelske og konstant varierede balletmaraton i smuk forening med den unge danske scenograf Mia Steengaards rokokopjank.
Visuelt er de tre akter i Manon delt op i en sort-hvid, en multifarvet og en amerikafarvet del. Med fire store pas des deux'er og adskillige solopartier udpensles magtens og kærlighedens vælde i 1700tallets Paris som et ulogisk og uretfærdigt system. Første akts sort-hvide fremstillingsform tegner billedet af den i hjertet uskyldige Manon, som fristes til at bedrage en ung student for den ældre rigmand.
Kærlighedens magt tilhører Manon, der dog sætter både juveler og hjerte over styr i andet akts eksplosion af lir, mord og forræderi. Som korrumperet luksusskøge falder Manon i den politiske magts unåde og sendes i tredje akt til Louisianas sygdomsfremkaldende sumpe - smukt illustreret af et korps af dansere klædt i stars and stripes og hyllet i askegrå røg.
Kenneth MacMillian har udvalgt brudstykker af Jules Massenets livsværk at bygge sine fantasifulde balletpartier over. Særligt Manons broders 'fulderik-pas des deux' med sin foretrukne bordelpartner udtrykker den svære balance mellem kunst og slapstick, som understreger, at MacMillians fortolkning ikke bare er moderne, men også unik i sin fremstillingsform.
Læs mere på: www.kgl-teater.dk/
