Flere nyheder

 
Musik
Radiosymfoniorkesteret

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Radiosymfoniorkesteret
Ons. 26. feb. 2003

En række romantiske komponister. En violinvirtuos. Et dansk radioorkester. En succes.

Åh, hvor ville du dog henrykke englene, siger de to præstedøtre til Babette i Karen Blixens novelle. Sådan som Babette tryller de mest henrivende retter frem af få og simple ingredienser, henrykker også Hillary Hahn med bue og streng.

Nuvel - programmet til aftenens torsdagskoncert er ikke sammensat for at henrykke engle, men derimod elverfolk og prinsesser! Men en uforståelig myndighed greb den 23årige violinist stramt om særligt Chaussons 'Poème' og fremkaldte jomfruelige recitativer i netop den romantiske atmosfære, der ønsker at vise, hvor meget og hvor forskelligartet skønhed der findes. En sprød fortolkning, der rejste publikums nakkehår.

Romantikken dominerede også Spohrs ottende violinkoncert, der bobler af orkestermotiver fulgt af både solopartier og arier. Oprindeligt var Spohrs koncert skrevet for det italienske publikum, der er et operafolk og også i 1800tallet forventede solostemmer, og Spohr forsøgte at imødekomme tendensen med solistiske partier for violin. Og Hillary Hahn synger dem fantastisk! Hun fører sin violins porøse stemme over scenen men stor fornemmelse for retorikken i værkets udvikling, og på en og samme tid overraskende og fuldstændigt naturligt sætter hun ind med skarpe træk, der står i vanvittig kontrast til tidligere, nærmest umærkelige triller.

Den gæstende violinvirtuos valgte Bachs gigue i E-dur som ekstranummer. Måske holder jeg for meget af Bach, når han spilles uartikuleret - i hvert fald imponerede den transatlantiske fortolkning af tysk finesse ikke så meget som romantikerne, men så har vi da hørt dét med!

Om det var verdensstjernens tilstedeværelse eller almindelig begejstring, der fik Radiosymfoniorkesteret til at spille røven ud af bukserne, vides ikke, men både Ravels 'Pavane', der er dedikeret en død prinsesse, og Beethovens 6. symfoni ('Pastoralen') blev spillet med store armbevægelser og mere følelse, end man sædvanligvis tillægger danske musikeres billedmageri. Det kan tænkes, at passionen blev vakt gennem kommende chefdirigent Thomas Dausgaard, der nok dykkede dybt ned i fin de siècle-partiturene, men aldrig druknede i malstrømmen.