Den tidligere østblok dominerede programmet for Sjællands Symfoniorkesters fredagskoncert den 28. marts i Tivolis Koncertsal, der desværre var tyndt befolket. De fraværende gik glip af sjælfulde fortolkninger af den gamle tids store komponister - Khatjaturian og Dvorák.
Uden nåde eller forudgående varsel svingede samtlige strygere i Sjællands Symfoniorkester pludseligt buen i Khatjaturians Sabeldans fra sovjettiden. De få minutter, opførelsen varer, holdt de konstant afløsende strøg - lange, bløde og skurende, hidsige - publikum i et jerngreb af fascination.
Ørehængeren, der blev uropført af Kirov-balletten, er komponeret i begyndelsen af 1940'erne, hvor Sovjet befandt sig i ideologisk fredstid, men global krigstrid. Aram Khatjaturian har sænket den russiske folkesjæl ned i nodepartituret, som dirigent Thierry Fischer ordløst opfordrer symfoniorkesteret til at efterligne med de allerstørste armbevægelser. Og Øst møder Vest i en sart fortolkning af en folklore, vi måske aldrig rigtigt forstod intellektuelt.
Østen rykker nærmere i violinkoncerten af samme komponist. 18årige Shunsuke Sato fra Japan er aftenens solist og har medbragt en levende myte - sin violin, der er en Stradivarius fra 1725. Spille på den kan han også, men spille sammen med Sjællands Symfoniorkester kan han ikke. Endnu inden publikum har fået fornemmelsen i musikken, kan frustrationerne læses ud af dirigentens kropssprog, der periodisk bliver vildere, end det er i forvejen.
Shunsuke Sato står som et enligt siv på scenen og spiller sine partier. Med lukkede øjne og en smule ude af takt med resten af musikerne, men umulig at nå med hverken taktstav eller de flyvende svedperler fra den ophidsede dirigent. Solokadencen inden reprisen når dog at vise talentet, der i dialog med klarinetten maner særdeles smukke melismer frem og får karry, safran og spidskommen til at prikke på tungen. Orientalsk, saftigt og svedigt!
Sato giver Bachs partitia i H-mol som ekstranummer og lader symfoniorkesteret alene tilbage med opførelsen af Antonín Dvoráks syvende symfoni. En dyster kabale mellem den mørke mol og lyse dur, der kort for kort lægges formfuldendt af det melankolsk påvirkede orkester.
