Det var Bournonvilles og ikke Italiens Napoli, der strøg over Gamle Scene under repremieren på balletten af samme navn. Napoli var tilbage i 1850'erne med til at skabe en balletkultur i Danmark, som man ved gensynet med Bournonvilles udgave kun kan glæde sig over er videreudviklet siden
Jyderne på rækken bagved kunne næsten ikke få vejret, da kongelogen på Gamle Scene pludseligt blev optaget. "Næh - hvor heldig kan man være, hva' børn? Første gang i det Kongelige og så er dronningen og Henrik der selv," udbrød moderen lidt for højt. I hvert fald behøvede hun ikke sådan at skilte med, at det var deres første besøg i det Kongelige.
Forhåbentlig blev familien fra hovedlandet ikke så skuffet som vi andre. For Napoli er en hyldest til en håndfuld klicheer, såvel som den repræsenterer et kludetæppe af kunstnere. I alt fire danske komponister har skrevet på balletten, ligesom der er ikke-bournonville'sk koreografi i 2. akt. Ja, faktisk er det alt andet end ballet, der foregår på scenen.
Napoli fortæller kærlighedshistorien mellem den fattige fisker Gennaro og landsby-skønheden Teresina. 1. akt er befolket - ja, nærmest overbefolket - af sydlandske klicheer fra spaghettikogere over flirtende italienere til munkeordener. Madonnaen er på plads, de bastomvundne vinflasker er på plads, men balletoptræden mangler! Scene er så proppet af skørter, kvinder, børn og bare tæer, at der stor set ikke er plads til en dans i 1. akt.
Derfor bliver 2. akt en ren befrielse, og Dinna Bjørns nye koreografi virker. Gudrun Bojesen som Teresina skiller sig udtryksfuld ud fra kildenymferne i Den Blå Grotte trods ens kostumer. Niels Balles havmand afholder sig fra at danse, men giver alligevel det indtryk af vand, luft og uendelighed, han skal.
Hjem-ud-hjem-fortællingen afsluttes tilbage i den farvestrålende landsby, der får et betydeligt musisk og kreativt løft, da H.C. Lumbyes toner lyder fra orkestergraven. Endelig en opfordring til at danse på scenen, og den kongelige ballets korpsdansere kaster sig ud i en voldsom og afvekslende pas de six. Imponerende, nærværende og fantastisk med en fyrig tarantella som afslutning, der nok var værd at vente på. Kristoffer Sakurai stjal billedet fuldstændigt med sin dybt, dybt kontrollerede stil, der må være hans begyndelse til noget større en blot korpsdanser.
