Babara Hendricks elsker Danmark, og vi elsker hende, så hvad er mere naturligt end at lade Hendricks åbne 'jubilæumssæsonen' i Tivolis koncertsal? Programmet var langt, nordisk orienteret og komplet misforstået, omend vel ment
Den ethundredeogtresindstyvende sæson i den gamle haves koncertsal blev 14. april åbnet af verdenssopranen Barbara Hendricks. Og Carl Nielsen. Og Edvard Grieg. Og Jean Sibelius, Schubert, Fauré og Rangström. Mange komponister med lige så mange forskellige sprog, som verdensstjernen insisterede på at fortolke originalt - konklusion: Barbara Hendricks mestrer liedgenren mere behændigt på vore nordiske brodersprog end det kantede danske.
Lieder lægger sig tæt op ad den talenære tekstfortolkning, og det skabte åbenlyse problemer for Hendricks, der er berømt for sin følsomme og lyriske sopran. Carl Nielsen åbnede aftenens program, og hans betydningsbærende enderim som lykkeskjær/hjertenskjær og forårsbrud/bryllupsskrud i 'Æbleblomst' fik ikke den tilsigtede slutningspointering i amerikanerindens vokal - dertil var både dobbeltkonsonanter og fremmede vokaler for eksotiske.
Fremhæves skal alligevel præsentationen af Ture Rangströms 'Vingar i natten' og Sibelius 'Svarta rosor', der blev løftet af ægte fortælleglæde og følsomt svensk akkompagnement fra Roland Pöntinen.
Da sidste vers omsider klingede af, fortsatte Barbara Hendricks til publikums overraskelse og forundring sit i forvejen alenlange program med et antal ekstranumre, indtil den stående applaus endelig kom efter - apolitisk betegnet - negro spiritual'en 'We shall overcome'.
