Rune Green optrådte med et flot talkshow på Svalegangen d. 26. april.
Rune Green behandler emner som vores ønsker om at tilhøre de unge, smukke og succesfulde, vores store trang til at være kendte samt tabuerne i vores tilværelse. Han er meget selvironisk, især joker han en del med sin højde eller mangel på samme, hvilket godt kan blive trættende i længden. Rune Green bliver på intet tidspunkt plat, han optræder meget afdæmpet, men med lune.
Wienerbrødsreglementet er alt i alt et rigtigt godt og morsomt show fremført af en mand, som efter eget udsagn har forsøgt at drukne sin svigermor (en drage?) i et fuglebad, iført en plastik rustning fra BR. Ovenstående skulle være sket fordi hans kæreste gerne ville have, at han skulle optræde mere ridderligt overfor hende. Af en eller anden grund blev hun ikke særligt glad!
Rune Green præstere en noget anderledes, men stadig meget morsom standupkomik. Han er ikke nogen hurtigsnakkende komiker, som fyrer den ene vits af efter den anden. Hans show virker ikke indstuderet, det virker som om han finder på det meste undervejs. Dette får ham til at virke mere amatøragtig end de standupkomikere, man ser i fjernsynet, men det får også showet til at blive mere hyggeligt, intimt og vedkommende. Showet er en blanding af standup og egne sange, smukt komponeret af frk. Dollerup på klaver.