Nye talenter?
Årets Sankt Hans-bål var ikke værd at rejse ud af byen efter, så derfor faldt Operaakademiets afdansningsbal denne midsommeraften på et tørt sted. Det var Tivolis Symfoniorkester, som akkompagnerede de nye talenter fra den danske operamuld, og bagefter kunne publikum så daffe ned til Tivolisøen, hvor Den Gamle Have havde adviseret hekseafbrænding. Men aftenens program faldt ikke ud som på papiret
Kun tre ud af de fire programsatte upcomers åbenbarede deres røst for publikum. Sidstemanden, Peter Lodahl, var blevet syg. I bytte fik vi Sune Hjerrild og et meget revideret program. Det reelle udbud af 'nye talenter' blev dermed reduceret med omkring 50 procent, fordi Louise Fribo ligesom Peter Lodahls stand in er alt andet end debutant. Og på en underligt naiv måde ødelagde særligt Fribos scenevanthed og småflirtende optræden fornemmelsen af at være med til at tage sangernes jomfrudom.
Tilbage står Ann-Kristin Jones og Martin Kristiansen. Arien 'Parto, parto' fra Clemenza di Tito fik under Ann-Kristin Jones' gane både passion og autoritet, og man fornemmer en stærk personlighed i sangerinden, som endnu er uprøvet og kluntet, men teknisk acceptabel. Dirigent Tamás Vetö påtog sig en helt ny opgave under Ann-Kristin Jones' optræden - han forsøgte at svinge dirigentstok, arme og hive hende til at supplere sangen med operafagets ikke ubetydelige element af skuespil. Men Ann-Kristin Jones var urokkelig.
Martin Kristiansen viste sin baryton i passager fra Don Quichotte og Figaros Bryllup, og det gjorde han på den mest korrekte, skolede vis med oprigtigt talent for dramatik. En overraskende stor stemme i en relativt lille mand, og dét er hans force. Sune Hjerrild er til gengæld en meget stor mand med en lille, noget metallisk stemme, der dog efter et par numres opvarmning viste sin klangbund og fortjenesten til de mange internationale bud. Programændringerne var gode, og Louise Fribos professionalisme var næsten nødvendig i opførelsen af den mekaniske dukke Olympias sang fra Hoffmanns Eventyr, der blev aftenens raison d'être.
En underlig aften var midsommeren i Tivoli. Symfonikerne spillede exceptionelt flammende, ja endda så vildt, at Tamás måtte tysse på dem. Men man har en fornemmelse af ikke rigtig at have mødt de nye talenter. Det kan også skyldes, at Operaakademiet til dels havde boycottet foretagendet, fordi en ignorant statsansat havde planlagt dårligt og lagt den oven i andre, traditionsrige aktiviteter. Men så har vi da stadig det bedste til gode. Talenterne.
