Mozarts 19. klaverkoncert med Marie Rørbech som solist havde trukket publikum til Tivolis Koncertsal onsdag den 27. august. Rørbech var så absolut besøget værd, men det blev alligevel postpause-stykket, som fik publikummerne op af stolene og hænderne til at slå i taktfast applaus
Ved koncerten fik Rørbech overrakt Musikanmelderringen pris. "Prisen gives til Marie Rørbech for et aldrig svigtende talent og mandhaftigt spil," sagde formand for Musikanmelderringen, Jakob Wivel, om begrundelsen for, at foreningen tildeler Rørbech en af årets to kunstnerpriser på 30.000 kroner. Velfortjent - en grundig og engageret pianist havde indtaget hovedrollen.
Det var i hvert fald ikke Rørbechs talent, men symfonikernes evne og interesse i at akkompagnere, der svigtede under Mozarts 19. klaverkoncert i Tivolis Koncertsal onsdag den 27. august. Mozart er kendt for sit distinkte udtryk, så hvis ikke de udøvende kunstnere følger geniets minutiøse perfektion, flyder musikportrættet ud og efterlader publikum med et fnidret og ufokuseret billede af et ellers smukt partitur. End ikke den afsindigt gennemtænkte dobbeltfuga i 3.sats var til at følge fra violiner over fløjte tilbage gennem celloer, fordi Tivolis Symfoniorkester sjuskede. De gad simpelthen ikke.
Til gengæld gad de godt spille Richard Strauss' Ein Heldleben efter pausen. Orkesteret nærmest tog publikum på sengen med det udtryksfulde stykke programmusik fra forrige årtusindes fin-de-siecle. Helten og heltinden bragede gennem pauker, træblæsere og harpe, så slaget bølgede fra den ene side af scenen til den anden. Midt i slagmarken tronede den armenske soloviolinist Sergei Azizjan frem forklædt som kvinde med sit ledsagersketema, der på seks-syv minutter gennemspillede et helt livs facetter.
Jo, der var swing i stave, buer og følelsesregister en af sommerens sidste Tivolidage, hvor en enkelt blev hædret og adskillige begavede.
