Virkeligheden er presserende i de to enaktere fra dramatikeruddannelsens midtvejsprojekter. Colepepper udspiller sig på et udbombet hotel i en forladt, men alligevel uforladelig (!?) krigszone, hvor de hylende ulve akkompagnerer fire menneskeskæbner, der påvirkede af situationen er villige til at ofre alt for egne interesser.
Hér på håbløshedens endestation står kampen paradoksalt nok om få videreført sin genetiske profil i skødet på den desillusionerede krigsreporter Ursula. Det gælder hotelsangerinden Dora, som Helle Hertz gør troværdigt hærget i plettet negligé og fuld krigsmaling. Dora har udtaget sæden fra sin døde søn på slagmarken og vil nu inseminere Ursula. Stykkets to mænd - den semitransseksuelle vært og faldskærmssoldaten, der er træt af at redde verden - har begge succes med naturlig indtrængen.
Colepepper er et stykke med begyndelse, midterstykke og endelse, men fungerer ikke helstøbt. Budskabet udebliver.. er det menneskets forrådnelsesproces, livets fortsættelse eller marionetdukkernes selvbestemmelse, dramatikerelev Maj Rørbæk Damgaard vil skildre? Hun har god sans for replikker og dramatisk indhold, men skal hjælpes yderligere til at hælde dejen i en anden form.
Stykket Jægergårdsgade er Anne Bros dramatiske greb om en konkret gade. Som hun siger i et interview, "har hun hørt alle replikkerne i virkeligheden." Men det bliver det vel ikke dramatik af, vel? Forsøget er ellers sobert nok, om end vi allerede inden for de første tre minutter bliver klar over, at vi skal overvære en incestafdækning. Det er måden, som gør fortællingen tålelig. Misbruget skildres energisk og psykisk aggressivt med både rammefortælling, publikumsdialog og den nytænkte replikkvartet, som bryder stykket lige dér, hvor det trænger allermest til det!
Midtvejsprojekterne står tilbage som det, de er - dramatikerelevernes livtag med den virkelighed, som en dag bliver deres. Og vores. Så lad dem endelig 'arbejde lidt videre'. Det trænger de nemlig til.
Midtvejs 2003 spilles i København:
fra d. 29 august - 5 september 2003
