Hamburg vil på danskernes nethinde og har derfor igangsat kulturfremstødet 'Hamburg til Danmark'. Og dér var de så i Dronningesalen den 9. september - Tysklands stolthed - komponisterne Händel, Telemannn og Mattheson, alle med forbindelse til Hamburg. Det var dog danske Trio Corelli, der stod for udførelsen, og det gjorde de misundelsesværdigt.
Som en anden Jerry Lee Lewis fyrer Ulrik Spang-Hanssen den vildeste glissando af ned over tangenterne, og vipper veltilfreds med sit enorme overskæg. Stjernen på et kammerorgel! Ved siden af smiler Elisabeth Zeuthen Schneider til hvalrossen hen over violinen, og bag den store teorbe [ærkelut] sidder Viggo Mangor henført i sin egen tilvejebringelse af Johann Matthesons barokmusik.
Det er et fantastisk syn - og tonerne fra Hamburgs barokkonger Händel, Telemann og Mattheson spilles udramatisk og med efterstræbt støvetliflighed, som det hører sig 1700-tallet til. Trioen har taget navn efter den italienske komponist Corelli, og det er iøjnefaldende, hvor meget mere musikerne nyder at spille djævlebarok fra Corelli og Mattheson end den anstændige Telemann.
Fra Matthesons sonate i e-mol adskiller 'allemande' sig med sine smukke harmonier, og Elisabeth Zeuthen Schneider vågner fra sin noget dvaleagtige fremførelse op til dåd og sætter strengene i svingninger, der i bølger interfererer med drengenes baggrundsmuzak og får trioen til at fremstå helstøbt for første gang den aften.
Aftenens erindringsmagnet er dog teorbens to, men alt for små forspil til Händels sonate i g-mol samt Corellis i c-dur. En stemningsmættende efterklang fra barokkens kammermusik og en lyd, der er sjælden som livemusik og derfor eftertragtet af det publikum, der endnu kan se det gode, skønne og sande i en sprød teorbeklang.