Russernes sædvanlige, betingelsesløse hengivelse til den romantiske ånd var holdt godt i ave, da Det Kongelige Kapel sammen med den tyske pianist Gerhard Oppitz og dirigent Alexander Polianichko præsenterede Tjajkovskijs 1. klaverkoncert og Rimskij-Korsakovs tonale udgave af Sheherazades fortællinger fra 1001 Nat i Tivoli.
Der tegner sig efterhånden et ulogisk mønster for opførelserne i Tivolis Koncertsal - at der inden pausen spilles distanceret og sjusket, men efter pausen lidenskabeligt og medrivende. Fredag den 7. november var ingen undtagelse, og publikum forlod salen på et flyvende tæppe af arabiske toner fra Nikolaj Rimskij-Korsakovs afsluttende Sheherazade.
Kapellets koncertmester Tobias Durholm førte violinbuen an i de mange soli, der personificerer Sheherazades fortællinger, og dermed blev han dukkefører for et orientalsk klangeventyr, excellent udført og med en hørbart grundig indstudering. Strygergruppen fra Det Kongelige Kapel viste deres værd i forhold til de syvsover-sløve sjællændere, der plejer at dominere Tivoli. Æren til del var også dirigenten - Alexander Polianichko - der som autentisk russer lagde ikke blot al sin professionalisme, men også sjæl og legeme i den minutiøst afbalancerede opførelse af det arabiske kalejdoskop.
Foruden partituret var Polianichko aftenens mest gennemført russiske islæt. Den svulstige åndsnærværelse, som bør følge både Tjajkovskij og Rimskij-Korsakov, var i Gerhard Oppitz' fingerfærdige behandling af klaverkoncerten i b-mol erstattet af kølig nordisk antiromantik og manglende empati for nærøstens lidelse og afsavn. Mættet, artigt og blodfattigt gik Oppitz til klaverets tangenter og leverede en præstation uden antydning af rubato.
Helhedsindtrykket fra koncerten var et hold nordisk fortolkede russere, der glimtvis viste slægtskabet med Østens vilde vikinger, men aldrig kom derud, hvor russisk romantik har sit højde- og tyngdepunkt: I ekstremerne og interferensen af ulige klange.
