Stærekassen brillerede ved premieren den 15.11.2003 af Anders Paulins fysisk-hysteriske nyfortolkning af Lessings tragedie, Miss Sara Sampson fra 1755, der aldrig før har været opført i Danmark.
Et moderne, borgerligt drama
Miss Sara Sampson markerer begyndelsen på en hel ny stilart, det borgerlige sørgespil, hvis nyskabelse bl.a. består i de borgerlige helte, publikum kan identicere sig med. De er netop ingen storslåede helteskikkelser, og det har Paulin grebet fat i. I hans version er de alle mere eller mindre dekadente og frastødende, men også de formår at vinde sympati.
Et vigtigt punkt i Paulins fortolkning er spørgsmålet om vores moderne forbrugssamfund, hvor konsum i alle former står i centrum. Der er meget kort fra begær til tilfredsstillelse for stykkets hovedpersoner, der er ude af stand til at slå bremserne i, - tydeligst måske den Lolita-agtige Sara, spillet på én gang uskyldig og fordærvet af Helle Fagralid, der uophørligt og i bogstaveligste forstand propper mad, drikkevarer og medicin i hovedet på sig selv.
Fysik og hysteri
Anders Paulin kalder selv sin stil for en episk, fysisk-hysterisk realisme, og det er faktisk meget dækkende. Dramaets hovedpersoner er ekstremt fysiske ikke blot i deres had- og kærlighedsforhold men også overfor bipersonerne, og også maden, der går igen i stykket, bliver meget nærværende, når det er blevet smidt på gulvet, hvor det bliver liggende, indtil nogen træder på det.
Hysteriet og de højtravende følelser er ikke til at tage fejl af, men alligevel virker stykket realistisk langt hen ad vejen. Det er til dels fordi personerne mest har det i munden, som det ses i den afsluttende scene, hvor det realistiske element, som dog ikke skal afsløres her, faktisk er med til at afskærpe en meget melodramatisk situation og bestemt vil fremkalde latter hos et ellers rystet publikum.
Humor i tragedien
Miss Sara Sampson er oprindeligt en tragedie om den altødelæggende konflikt mellem en dreven forfører, hans purunge forførte og den forladte rivalinde, der hellere vil dræbe deres fælles datter end at miste sin mand. Mange af disse elementer er blevet nedtonede, bl.a. ved hjælp af diverse humoristiske indslag såsom tegnefilm, der kører i baggrunden.
Sproget er holdt i en gennemført gammeldags stil - dog med enkelte markante undtagelser, hvis effekt netop forøges herved -, og det står i markant modsætning til det meget moderne scenebillede, den alsidige brug af fjernsyn og de meget sparsomme kostumer. Overraskende nok virker det på intet tidspunkt uholdbart, at Morten Suurballe holder flotte taler uden nogensinde at få bukser på.
Det vigtigste komiske islæt er dog Søren Sætter-Lassen, der er fremragende som den gnavne tjener, Norton, der vasker sin uduelige herre og samtidigt holder moralprædikener for ham og hensætter salen i latter med et enkelt blik eller nedladende "a-hvad?!". Alt i alt er stykket en blanding af fornøjelig komik og gribende drama, der trods stykets længde aldrig bliver langtrukken.
Spilletid: 15. nov. 2003 - 31. jan. 2004
Længde: 2 t. og 45 min. inkl. pause
Fotos fra Det Kongelige Teater
