København har netop sat punktum for dens første dokumentarfilmfestival, cph:dox. Den ambitiøse og publikumsmæssige vellykkede festival blev afholdt i Cinemateket med visning af en lang række udvalgte dokumentarfilm fra hele verden. Under den særlige kategori "cph:dox: Amnesty Award", der hædrer film med særligt menneskerettighedsfokus, kunne findes instruktøren Thierry Michels dokumentarfilm om Iran: Veiled Appearances.
Filmens tone bliver lagt an fra start med billedet af sørgende iranere, der begræder tabet af en forfatter og fortaler for ytringsfriheden, der blev offer for den islamiske fundamentalisme i Iran i 1989. Thierry's ansigtsløse stemme forklarer os, at hans mission er at finde ud af, hvad der gemmer sig i den allerhelligste højborg for islamisk fundamentalisme: Iran.
Oprøret i 1979
Vi bliver taget tilbage i tiden for at forstå. Tilbage til 1979 da der var folkeligt oprør mod den selverklærede iranske Shah. Man oplever, hvordan en massebevægelse nærmest passioneret råber revolution. Det var datidens ungdom, der krævede forandring, og deres islamiske revolution, der førte til Shahens fald. Den første moderne islamiske stat oprettedes med Ayatollah Khomeni som den guddommelige leder "The Guide".
Thierry tager os i et spring frem til nutiden for at finde en logik i denne inderlige fundamentalisme, der til stadighed styrer det iranske samfund. Billedet vi ser, er unge mænd, der optrænes i hektisk kampsport i the Guide's og islams navn. Vi hører endvidere, hvordan drømmen om martyrdom, kaster unge knægte fluks i døden. Vi efterlades med en overvejelse om, hvorvidt vejen i det iranske samfund er en vej ud i religiøs hjernevask og berøvelse af menneskets ret til at tale og vælge frit?
Nyt oprør på vej?
Thierry dokumenterer ikke blot en islamisk fundamentalistisk verden men kommer tankevækkende tæt på, på en måde som ikke før er set og har ej heller været muligt. Men han skildrer også et tiltagende dilemma - et skel, der som en gentagelse af tidligere tider, skal ses mest tydeligt i generationskløften mellem unge og deres forældre. Der er atter et oprør på vej, nogle ville endda kalde det er ny islamisk revolution, der kræver demokrati og ytringsfrihed i højsædet. Oprøret lurer alle vegne. Den dukker hviskende op i bjergene omkring Teheran, når de unge samles i massevis for at fejre fredagsbøn på moderne vis uden de hæmmende regler og overvågning. Den viser sig som et brølende oprør fra de tusindvis af universitetsstuderende, der, med den samme lidenskab som deres forældre lagde for døren, råber indtrængende om frihed og fornyelse. Deres guide til frihed finder de i præsident Khatami, der åbent støtte op om de demokratiske principper.
En håbløshed melder sig i filmen, da man erfarer, at Khatami, den unge generations håb, ingen magt har overfor det iranske præstestyres ypperste religiøse ledere. En mand kan ikke indføre demokratiet alene, så er der en lysere vej frem? Vi får ikke en løsning, og måske er der ikke en løsning på mange års grundlæggende, fundamentalistisk religiøst styre som Iran. Alligevel tyder det på, at Thierry nægter at lade os hensynke i opgivenhed, da han runder filmen fornemt af med unge iranske kvinder, der iklædt deres traditionelle tørklæder, paraglidingudstyr og optimisme svæver ned fra bjergene over Teheran og ud i friheden.
Instruktør: Thierry Michel
Iran, sur le voile des apparences
Belgien, Frankrig, 2002