Flere nyheder

 
Klassisk musik
Lassus i Holmens Kirke

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Lassus i Holmens Kirke
Tir. 25. nov. 2003

Lassus-fest. Intet mindre end en 'fest' inviterede ensemblet Musica Ficta med Bo Holten i spidsen til. Fejringen af en af senrenæssancens største komponister blev afholdt over tre dage fra den 19. til 23. november. Torsdag den 20. kunne man høre koncerten "Lassus med Pomp og Pragt" i Holmens Kirke.

Det er ganske 'in' med korsang disse år. Alligevel har Musica Ficta ret, når de bryster sig af at være dem, der introducerer nye og oversete hjørner af vokalmusikken. For det er ikke mange, der kender den all-over-europæiske komponist Orlandus Lassus, som levede i sidste halvdel af 1500-tallet. Men det kunne man komme til under ensemblets stort opslåede Lassus-fest! Holmens Kirke var torsdag 20. november sat smukt op til de mange motetter, og den åndelige glans strålede ud fra gudstjenestelige dobbelt- og tripelkor i både 2, 4, 7, 8 og 10 stemmer.

Det ganske charmerende program var sammensat af ceremonielle hyldester til det politiske 'regina' samt sibyllesang og diverse instrumentale bicinia. Publikum fik fornøjelsen af den sjældent fremhævede messingblæser trombone - eller trækbasun, som den populært kaldes - som både soloinstrument og akkompagnement, og Ficta havde endda en trombone alla bastarda med til at understøtte senrenæssancelyden.

Afgjort klingede de tre sange fra sibyllerne bedst; libyca, delphica og persica, hvoraf sidstnævnte for 4-stemmigt kor opfyldte hele kirken med guddommelige forvarslers forventningsfulde glæde. Sopranerne Pernille Madsen, Ann-Christina Ingels og Else Torp overstrålede langt de anæmiske herrer og svang sig op under hvælvingerne i et åndfuldt sus af forgangne tiders anprisning af det høje. Samme stemmer gav opførelsen af stykket Pronuba Juno præcis den pondus og skingre stil, der skal til for at tale med de døde, hvilket er, hvad Pronuba Juno handler om.

Mellem hver enkelt blok af sange præsenterede komponist og dirigent Bo Holten Lassus-årene for publikum, og det gjorde han med oprigtigt engagement og livlig fantasi. Blandt andet kunne Bo Holten forklare, at man på oprindelig tid havde haft hele 60 sangere og 40 instrumentalister til sin rådighed. Og deri lå forklaringen.. på, hvorfor flere af numrene virkede underligt usammenhængende og fattige. Men når man vidste det og selv kunne fylde hullerne ud - ja, så var Lassus med Pomp og Pragt en forunderlig oplevelse.