Flere nyheder

 
Litteratur
Jul med Halfdan Rasmussen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jul med Halfdan Rasmussen
Ons. 26. nov. 2003

Julen nærmer sig, og hvilken bedre måde at komme i julestemning end at unde sig en daglig dosis af Halfdan Rasmussen skønne "Julekalender for Voksne" fra 1965 over en kop lun te med fødderne i sofaen?

Halfdan Rasmussens Julekalender for Voksne er en pakkekalender i bogform, der indeholder 24 dejlige, vidt forskellige digte, der kan give dagen en god start eller en hyggelig afslutning og sikrer den helt rigtige julestemning uden stress. Digtsamlingen handler ikke særskilt om jul, men behandler hele processen fra barndommen i gamle dage over den pure ungdoms første forelskelser, mødet med kærligheden, bryllupper og børn, og ældning uden frygt. Der er dog også plads til julemotiver som i dette smukke digt fra 10. december:

Gjorde en snemand af sne og jord.
Hvor er den sne der faldt?
Brugte to ringe som næsebor.
Hvor er den sne?

Gav ham din kam som et flot gebis
Hvor er den sne der faldt?
To mørke øjne af sort lakrids.
Hvor er den sne?

Ører af spænder fra dine sko.
Hvor er den sne der faldt?
Hørte ham sukke hver gang du lo.
Hvor er den sne?

Brugte din sløjfe som butterfly.
Hvor er den sne som faldt?
Bød ham at favne og elske dig.
Hvor er den sne?

Hørte at du fik en anden kær.
Verden er kold og stor..
................
Hvor er den sne som faldt i fjor?

Der er både vemodige afskedsdigte, som det ovenfor, blide og poetiske kærlighedserklæringer, saftige elskovsdrømme og god Halfdan Rasmussensk humor, som f.eks.:

"Den der sover synder ikke,
sier de dovne diderikke.
Sprællekonen svarer blot:
Den der synder sover godt!" (20.12.).

Digtene har fynd og tyngde, rimsansen svækkes på intet tidspunkt, og følelsen, man sidder tilbage med, er et stille smil.Til hver digt hører der desuden en eller flere tegninger af Ib Spang Olsens, hvis sensuelle blyant-tegninger på vidunderlig vis understøtter digtene og er med til at gøre dem levende.

Halfdan Rasmussens Julekalender for Voksne er en ideel gave til kærester, mødre, folk der læser en smule lyrik og folk der burde læse mere lyrik! Og er man typen, der efterhånden har opgivet at finde på flere nytårsforsæt, man alligevel ikke kan holde, kan man med god samvittighed beråbe sig på Danmarks største hyggedigter, der skælmsk konkluderer:

Og det er sødt at synde
Som sagt og skrevet står.
Og snart skal vi begynde
Et nyt og syndigt år.

Halfdan Rasmussen: Julekalender for Voksne
Forlaget Schønberg 1999, 51 sider.

Køb eller bestil bogen hos bog&idee