Boganmeldelse. Japansk kultur er virkelig kommet på mode i Danmark, hvad enten det gælder sushi, anime eller gysere som Ringen, og nu er japansk litteratur takket være forlaget Klim også for alvor ved at holde sit indtog med den eventyrlige Murakami.
Haruki Murakami
Haruki Murakami blev født i Kyoto i 1949 og er nu en af Japans allerstørste forfattere. Han har vundet Noma- og Tanizaki-priserne, har solgt over 13 millioner bøger i Japan og er oversat til 14 sprog. Danske læsere vil finde hans verden forunderlig og fremmedartet, for Murakami gør intet forsøg på at forklare Japan for os, - samtidigt er det dog et Japan, der er stærkt påvirket af amerikansk popkultur. Mystik og overtro, synske præster, telepati og genfærd trives side om side med burgere og moderne teknologi.
Personerne i Murakamis bøger virker umiddelbart som meget almindelige og troværdige storbymennesker med mere eller mindre succes, som pludselig befinder sig i situationer, hvor de er nødt til at træffe beslutninger i stedet for at holde fast i deres hverdagsliv. Mange af dem opdager ikke uden forbavselse en grundlæggende utilfredshed med deres tilværelse, - de føler ikke, de passer ind det autoritære japanske konkurrence-samfund, og et eller andet sted på vejen mod tryghed har deres liv mistet al spændingen og indholdet.
Trækopfuglens Krønike
Det var med Trækopfuglens Krønike, der udkom i 1997 (dansk 2001), at Murakami for alvor slog igennem internationalt, og det er ikke uden grund. Titlen virker meget mystisk, men efterhånden viser den sig at være meget vigtig både for handlingen og for menneskene i det hele taget. Det er kun særligt udvalgte mennesker, der kan høre den, og for dem varsler den noget frygteligt, der skal til at ske.
Da den 30-årige Toru Okada hører den, drømmer han endnu ikke om, hvilke vendinger hans liv skal tage, men kort efter forsvinder først katten og derefter hans kone Kumiko sporløst. Han kontaktes af alle mulige mærkelige mennesker, bla. en dødsfikseret teenagepige, en stemme i telefonen, der lader til at vide alt om ham, og de to okkulte søstre, Malta og Kreta, der måske ved mere om Kumikos forsvinden, end de fortæller. For at få fred kravler han ned i en brønd, der står ved et forbandet og derfor forladt hus og her virker det som om han næsten kan nå Kumiko.
Samtidigt med Okadas historie hører vi også andre fortællinger, bl.a. særdeles barske beretninger fra krigen i Manchuriet i 1939 og ophold i en russisk fangelejr, fortalt af Løjtnant Mamiya. Der er pinagtige beskrivelser af den frygteligste tortur, der ikke kan anbefales til de sarte og som efterlader én dybt rystet. Fysisk lidelse og indre tomhed er meget synlige; men der er også plads til kærlighed, lidenskab og sarte venskaber. - En lille advarsel: Man skal ikke forvente at få forklaret alle hændelser, mange løse ender forbliver løse, men for mange forklaringer ville ødelægge mystikken.
Den danske hardcover udgave er på 635 sider, men det skal man ikke lade sig skræmme af, den forsvinder mellem fingrene på en, så man er helt ked af, at den allerede er slut. - men så kan man heldigvis kaste sig over Murakamis nyeste bog:
Sønden for Grænsen og Vesten for Solen
Sammenlignet med Trækopfuglens Krønike, er Sønden for Grænsen en mindre ambitiøs og mere stille, poetisk bog. Titlen er taget fra en gammel Nat King Cole sang, der har en stor sentimental betydning for bogens hovedperson, Hajime. Den minder ham om hans livs første forelskelse, som han aldrig helt har glemt, den halte Shimamoto, der ligesom han selv var et af hans generations få enebørn og lidt af en outsider. De mister dog kontakten, og fortællingen fortsætter med andre forhold, f.eks. til Izumi Ohara, hvis tiltro til mennesker, kærlighed og livet i det hele taget blev knust, da Hajime, dengang hendes kæreste, gik i seng med hendes kusine, og frem til nutiden, hvor han er gift med den velhavende Yukiko, med hvem han har to børn, og sådan set er godt tilfreds.
I hvert fald indtil han genser Shimamoto, smukkere og mere hemmelighedsfuld end nogensinde. Hun vil intet fortælle om sit liv, og der er noget decideret faretruende ved hendes tavshed. Kumiko føler tydeligt den anden kvindes tilstedeværelse og giver bedrøvet sin mand valget mellem det trygge, velordnede familieliv, der dog næsten bliver uvedkommende overfor tanken om den eneste ene. Midtvejskrisen raser og Hajime er ubeslutsom og uvillig til at træffe et valg, der i begge tilfælde vil føles meget dyrekøbt.
"Må jeg komme og besøge dig igen?" spurgte hun stille, idet hun steg ud af bilen. "Kan du stadig lide mig?" "Jeg venter på dig," svarede jeg. "Men lad der ikke gå for lang tid."
Shimamoto rystede på hovedet.
Da jeg kørte ned ad Aoyamadori, tænkte jeg, at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg aldrig så hende igen. I samme øjeblik, hun steg ud af bilen, blev min verden tom og livet meningsløst. (s. 121)
Sønden for Grænsen og Vesten for Solen er på en gang en smuk og sensuel kærlighedsroman, en tænksom og poetisk overvejelse over midtvejskriser og en lidenskabelig fortælling om uimodståelig tiltrækning, der både kan gøre mennesker hele og knække dem for livstid.
Køb eller bestil bogen hos bog&idee
På dansk fås følgende bøger af Murakami, alle oversat flydende af Mette Holm:
En vild fårejagt. Klim 1996, 280 s.
Dans, dans, dans. Klim 1999, 373 s.
Trækopfuglens Krønike. Klim 2001, 635 s.
Sønden for Grænsen og Vesten for Solen. Klim 2003, 203 s.