Der var dømt musikalsk nydelse, da Christians Kirke onsdag den 26. november lagde rum til Marie Bergman og hendes fornøjelige stemme.
Svenske Marie Bergman er især kendt for hendes visesange, og derudover for mange som en af Skandinaviens største sangerinder. Stemmemæssigt må man sige, at hun heller ikke skuffer denne aften, hvor hun lægger ud i fin stil med en vise af "Visernes ukronede konge" Cornelius. Herfra bevæger hun sig over i en lidt mere rocket stil, der sætter liv i den proppede kirke.
Fra Cornelius til Elvis
I det hele taget får den karismatiske Marie Bergman demonstreret hendes utrolige stemmes mange facetter denne aften, efterhånden som hun skiftevis tager os rundt i diverse genrer fra svenske viser, til blues-country over til fløjsblød jazz. Der er dog ingen tvivl i mine øren, som jeg sidder fra min lille tilskuerbås på anden sal og lytter: Det er, når hun begiver sig ud i jazzen og viserne, at hendes store stemme for alvor kommer til sin ret.
En helstøbt trio
Når Marie Bergman bliver en så fornøjelig, nærmest legende oplevelse, så er det ikke mindst på grund af de to herrer, der har akkompagneret hende undervejs, bestående af Poul Halberg og Bo Stief på bas og guitar. Man kan mærke, at de nyder at delagtiggøre os i deres musikalske leg, og det i sig selv giver en rigtig god stemning i det fantastiske smukke kirkerum.
Efter næsten to timer med Marie Berman og til tider det modige publikum som improviseret kor sluttes koncerten af med en af mine personlige favoritter, nemlig "the King" - Elvis Presley.