Det Kongelige Kapel var denne 1. søndag i advent flyttet op af orkestergraven og tronede stateligt på Gamle Scene foran teaterets 'pausetæppe' med Akropolishøjen afbildet. Flot så det ud. Enkelte af de kvindelige musikere signalerede julekoncert snarere end kammerkoncert i deres røde kjoler, men trods julesøndag bød kapellet under ledelse af Lars Ulrik Mortensen på to ikke-identiske Bach'er og Haydens verdslige musik.
Lars Ulrik Mortensen er den klassiske baroks vilde orkesterleder på linje med sin verdenskendte navnebror Lars Ulrich.. Han fægter i luften med de afsindigt 'løse håndled' og virrer med hovedet som en hånddukke. Mærkeligt ser det ud, men på ingen måde skabagtigt - for seancen virker! Kapellet kaster sig passioneret ud i fortolkninger af J.S. Bachs koncert for obo og violin samt Bachs mellemste komponistsøn Carl Philip Emmanuels koncert for cembalo og strygere. Efter den korte pause vendte cembaloet tilbage som dominerende instrument i Haydens symfoni nr. 80 i D-mol.
Ingen tvivl om, at vi alle ventede spændte på den 2. og langsomme sats i Bachs koncert for obo og violin, og selv Lars Ulrik Mortensen forholdt sig i ro, mens tonerne flød fra Joakim Dam Thomsens obo suppleret af kapellets egen tonemester Tobias Durholms violinsolo. De to solister var opmærksomme på publikums tavse forventninger og henholdsvis blæste og bueførte det bedste, de havde lært, men opførelsen blev aldrig bedre end nodepartituret, som blev studeret nøje, hvormed musikerne afslørede, at der var øvet noget mindre end sædvanligt. Smukt stykke i sit udgangspunkt, men den kunstneriske opførelse på det jævne, på det jævne..
Til gengæld havde både Lars Ulrik Mortensen og kapellet øvet sig grundigt på Haydens symfoni i fire satser. Cembaloet udgjorde igen musikkens klangbund, og mesteren formåede at skubbe det særprægede tasteinstruments knipsende sprøde lyd helt ind i hjernebarken, hvor den monotone basgang stadig svinger i takt med hjernebølgerne. Interessant, som den lille mands frembringelser kan fylde både teater, hjerne og sjæl, så man uden kritisk sans følger efter, følger med og følger ham langt ind i musikkens væsen, som kærligt, men bestemt trækkes ud af de barokke partiturers nøgne noder.
Det Kongelige Teater har scoret Concerto Copenhagens Lars Ulrik Mortensen som dirigent for både den aktuelle Figaros Bryllup og kommende Titus, og det kan nationalscenen være stolt af. For hvad skal vi dog med italienske og østeuropæiske spradebasser, når vi har vores helt egen?!?
