Flere nyheder

 
Klassisk musik
CoCo og drengene

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
CoCo og drengene
Tir. 9. dec. 2003
Concerto Copenhagen havde fredag den 5. december allieret sig med Københavns Drengekor og Det Kongelige Kantori i Vor Frue Kirke og bragede om kap med de mange julefrokoster, der allerede klokken 20 tumlede omkring ude i gaderne. Godt alternativ!

Begejstringen over kontratenoren syntes at ligge på alles læber, efter at den spøjse mandsling i kinaflip havde givet aftenen en fortjent opsang.. bogstaveligt talt. Indtil da havde oplevelsen i Vor Frue Kirke med Concerto Copenhagen, Københavns Drengekor og Det Kongelige Kantori været som et eventyr - rigtig god begyndelse, der kort efter blev forstyrret af uskønne elementer for at ende med den store genforening, hvoraf nogle klarede sig bedre end andre.

Men nu til begyndelsen - der engang var - hvor koret ophøjede sine mange stemmer i Händels smuktklingende 'Zadok the Priest'. Tekststykket fra 1. kongebog sidestiller de guddommelige og verdslige regenter, hvormed indledningen går op i en højere enhed; Københavns domkirke, hvor vores kommende konge skal giftes, julekoncert, historiens kompositoriske vingesus og de uskyldige kordrenges opløftede anprisninger. Eller også lægger jeg for meget i det?!?

Herefter kom Concerto Copenhagen på banen som hovedrolleindehaver og ikke blot akkompagnatør. Men denne aften "manglede" ensemblets karismatiske leder Lars Ulrik Mortensen, der er kendt for at dirigere med andet og mere end blot hænderne. Ebbe Munk havde taget pladsen med taktstokken, og dygtige Bine Bryndorf sad ved cembaloet. Det bedste bytte, når der nu byttes skal! På nodestativerne stod partituret til Corellis Concerto Grossi i g-mol, der har den folkelige og letlæselige titel 'Julekoncerten'. Og jul blev det - gennem fem ujævnt opførte satser, der blandt andet skæmmedes af et par ukvalificerede musikere. Måske de var stand-ins for de, der var til julefrokost? Concerto Copenhagens strygernerver Peter Spissky og Bjarte Eike frembragte et flirtende parløb i III-satsen, der var både gennemtrængende og kunstnerisk flot, og trods den svingende kvalitet fremstod opførelsen i sin helhed passioneret og velfortolket.

Afslutningsvist skulle solisterne køres i stilling i Johann Sebastian Bachs eftertragtelsesværdige 'Magnificat' i D-dur. Ak og ve. Det var ikke så meget de enkelte kunstneres indsats som helheden, der skurrede mangen en publikummer i øret. 12 små recitationer fra evangeliet skulle have været ophøjet af skiftende konstellationer: kor, sopransoli, bas, tenor og kontratenor etc., men det blev både pinligt og grimt! Pirringen bestod udelukkende i den afventen, som indtraf over for næste 'nummers' rædsler og styrker, og hér gjorde kontratenor Patrick Van Goethem en smuk, smuk figur og formåede at hive både aftenen, sopranerne og musikerne med op under domkirkens hvælvinger og dér hente englene ned.

Særpræget koncert, der på sin helt egen og uvante måde har gjort et uforglemmeligt indtryk!