Barokt er det, når Moliéres Misantropen endnu en gang glider over scenen på Betty Nansen. Er det misandri, som skyldes, at kvinder skal spille mænd (men gudskelov ikke omvendt!), eller skal vi blot forvirres for at åbne sindet for de grotesker, der tegnes?
Betty Nansen Teaterets enfant terrible Peter Langdal er endnu en gang i færd med at overbevise sig selv, en håndfuld karakter-skuespillere og publikum om, at Moliére var blandt de første rappere. Misantropen har repremiere, og Moliéres 1600-tals rimkomedie får en fantastisk renaissance i den kvindagtige opsætning. Ghita Nørby er en fandens karl i rollen som Alceste, der er personificeringen af undertitlen 'den galdesyge elsker'. Bodil Udsen træder i maskulin karakter som den komiske raisonneur og lidt trælse, men hjertensgode ven Phillinte.
Parløbet mellem de drevne kloder Nørby og Udsen er fuld af nedsænket livserfaring, inhaleret og velfordøjet Moliére og spænding over at sprede disse måske sidste kaskader af rimreplikker i fællesskab, inden et langt teaterliv et finis. Rytmen i replikkerne hentes fra hjertets klangbund, og mimikken fra erfaringens skatkammer - en oplevelse af de sjældne!
Alceste er en erklæret fjende af hykleriet og forstillelse og er derfor kommet i klemme i sin egen raison d'être, fordi han mod sin fornuft har forelsket sig i den perfide overklassetøs Célimène. Men Célimène elsker ingen. Hun lader sig blot forføre af den megen opmærksomhed, der vises hende fra alle sider: Alceste, de skabagtige marquises og Tammi Østs tåbelige, amatørdigtende adelsmand, der er overspillet lige til grænsen - men aldrig over.
Den purunge Célimène spilles af en lidt for gammel Lotte Andersen, der dog håndterer karakteren som raffineret, flagrende og flirtende bedre, end Sidse Babett Knudsen formåede ved premieren sidste år. Intelligent udbytning, ligesom Charlotte Munck også gør sig vel bemærket som komediens egentlige heltinde Éliante, der løber af med historiens sejr - hvordan holdes une secrète.
"Betty Nansen har gjort det igen" ville være en floskel at tørre af på så eminent en omgang moderne, men uprætentiøs Moliérefortolkning. Derfor blot: "Betty Nansen har gjort det." Encore.
