De rejser store spørgsmål på Det Kongelige Teater for tiden - som altid på scenen og i de dertil hørende kunstarter. Senest i Jean Anouihs nyfortolkning af den klassiske tragedie Antigone: Hvad er værd at dø for? Og hvad er værd at elske for? Må jeg tilføje: Hvad er en tragedie? og Hvor blev dramaet af i Antigone? Flabet, javel, men som man råber i skoven..
De græske tragedier har overlevet i århundreder - således også fortællingen om kong Ødipus' datter Antigone, der vælger døden i bytte for at kunne begrave sin bror. En opsætsig illustration af, hvordan man bør have integritet til at vælge mellem gudernes love og de verdslige. I Stærekassens version efter Jean Anouilhs manuskript er skismaet mindre himmelsk og verserer i stedet mellem det virkelige og idealet.
Sonja Richter har fået opgaven at forløse Antigone i en fortolkning af rollen som lillepige - men i det mindste lillepige med en mening og sine meningers mod til at stille forfatningskritiske spørgsmål til verdensmanden kong Kreon i Jørgen Reenbergs skikkelse. Eksempelvis vil den moderne Antigone gerne vide, hvorfor Ødipus' bror Kreon ikke bare sagde nej, da han skulle være regent, ligesom det er hende magtpåliggende at vide, om forlovelsen med Kreons søn Haimon hviler på "en kærlighed til mig som kvinde."
Skuespillerne tager kliché på kliché i deres munde i et forsøg på at leve op til stykkets egen hensigtserklæring: At vi nu skal overvære en tragedie, som fortælleren er så venlig at oplyse publikum. Henrik Kofods fortæller definerer endda tragedien som et sted, hvor "vi alle er i samme båd", og hvor "man kan tage det helt roligt".
Og roligt blev det - i en synkende skude af kedsommeligt forudsigeligt råben og skrigen, der bortjog alle de dramatiske elementer. Kong Kreon er i modernismens navn ikke længere den uforsonlige leder, som blindt følger forbuddet mod at begrave Antigones forræderiske bror, men en hyklerisk satan; villig til at skjule svigerdatterens lovbrud ved at myrde vidnerne. Ren Saddam - og ganske uteatralsk. Det er ikke gudernes straf, der udløser den egentlige tragedie, men tilfældigheder, og kong Kreons kære dør en stille død bag scenes tæpper og kulisser og uden for publikums øjenvidde.
Udmærket radioteater, tænkte jeg mere end en gang under forestillingen, hvor teksten skulle have båret Pegasus' vingeslag, men blev til en tung hest, der trods Sonja Richters fjerlette figur trampede uelegant omkring på scenen som i en egen søgen efter mening. Efter ti minutters 'show' stod det klart, at Jean Anouilh intet - absolut intet - havde at fortælle sit publikum, og at han ej heller havde i sinde at udnytte hverken teaterets rum og muligheder eller de åbenlyst tragiske træk, historien har i sin oprindelse.
Tragisk..
