Endelig kom tredje del af Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens fantastiske eventyr, Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage til de danske biografer. Det er en filmoplevelse, ingen bør snyde sig selv for!
Umulig opgave
Da Peter Jackson for efterhånden en del år siden kastede sig over filmatiseringen af Ringenes Herre - måske den bog i hele verden, som har affødt de mest levende forestillinger hos de fleste mennesker, mente mange, det var dømt til at mislykkes. Det virkede umuligt at kunne finde de rigtige personer til rollerne, at få gjort de mange overnaturlige væsener overbevisende og i det hele taget at fange Tolkiens ånd. Med treeren, Kongen vender tilbage, har Peter Jackson nu for alvor bevist, at intet er umuligt for den forhenværende splatterkonge. Det er et intenst eventyr, hvor det ene actionfyldte højdepunkt fulgte umiddelbart på det næste, så de 210 min., filmen varer, føles som et langt åndedræt.
Historien om Smeagol 
Kongen vender tilbage indledes med Gollums triste historie. Vi har hørt ham omtalt som Smeagol og anet (hvis ikke man da har læst bogen), at han ikke altid har været det sølle væsen, vi her ser. Nu opklares, hvordan Smeagol kom i besiddelse af sin dyrebare ring, og vi ser, hvordan han trænges dybere ind i bjerget, hvor hans forvandling til Gollum begynder. Det er alt sammen gjort meget overbevisende; om end Gollums kendetegn er udpenslet lidt vel kraftigt - for at biografgængere skal kunne identificere ham efter endnu et år.
Gollum træder for alvor i karakter i sagnets sidste del og ligger langt tættere op af den Gollum, vi får beskrevet allerede i "Hobbitten", et snu, ondskabsfuldt kræ, det ikke er klogt at undervurdere. Efter hændelsen i toeren, hvor Gollum føler sig forrådt af Frodo, føler han sig ikke længere bundet af noget løfte, og hans drømme om at få fat i ringen igen, bliver stærkere og stærkere. Han gør, hvad han kan, for at så splid mellem Sam og Frodo, der endnu har deres værste mareridt til gode.
Splittelse og storslåede kampscener
Den anden handlingstråd følger resten af fællesskabet, der forbereder sig på krig. Peregrin Toker kan som sædvanligt ikke styre sin nysgerrighed og sætter et helt nyt handlingsforløb i gang - Fool of a Took! må Gandalf råbe endnu en gang; men måske er det denne gang held i uheld. Det betyder dog, at fællesskabet deles op i tre grupper: Pippin og Gandalf tager til Denethor, marsk af Minith Tirith (far til Boromir og Faramir), der befinder sig på vanviddets rand. Merry og den smukke Eowyn drømmer begge om at komme i kamp, men det forbydes dem udtrykkeligt.
Endelig er der Aragorn, der må træde i sin rigtige skikkelse som Isildurs arving, konge over Gondor, for sammen med Legolas og Gimli at kunne gøre sig håb om at samle en større hær. Alt imens ser vi orkerne forberede sig til en altødelæggende kamp. Kampscenerne fylder meget, også i Kongen vender tilbage; men hvor de især i Eventyret om Ringen næsten overdøvede fortællingen, virker hver kampscene her naturlig og berettiget. Der er et virvar af pile og sværd, korte close-up shots af mennesker og orker, der rammes og dør, og der er ægte heroisme, som det sig hør og bør i et rigtigt eventyr. Lige netop i heltescenerne har musikken det dog med at blive så bombastisk, at det næsten er kvalmt; men det er kun for korte øjeblikke, og man ryster det hurtigt af sig.
Treerens udfordringer
Der har været meget spænding omkring Shelob - og nej, hvis ikke man ved, hvem det er, skal det ikke afsløres her. Lad mig blot understrege, at hun er lavet lige så flot og overbevisende som Gollum, kæmpeørnene og alle de andre sagnvæsener; ækel og skræmmende, naturligvis, og dødsensfarlig. Olifanterne, som 
vi godt nok er blevet introduceret for, får også mere spilletid, og som krigsmaskiner virker de næsten uovervindelige. De dødes hær kunne alt for nemt have virket ufrivilligt komiske; men i stedet er de gysende virkelige. Endelig er der The white city, Minas Tirith, den er bjergtagende smuk, og man græder, hver gang nogle af de fantastiske bygningsværker rammes af katapulterne.
Ellers har det sværeste nok været at få alle de mange handlingsforløb til at gå op i en højere enhed, så intet af betydning udelades, og intet lades uafsluttet. Det er lykkedes! Saruman er godt nok stort set forsvundet siden De To Tårne, hvor han blev uskadeliggjort, og Arven træder også lidt i baggrunden i forhold til de første to dele, hvor hun fik langt mere plads end i bogen; men selvfølgelig følger vi også hendes historie til vejs ende. Afslutningen er meget lang, men heri følger Jackson kun Tolkien, og han skal ikke klandres for, at han har haft mod til at følge ham her, hvor de fleste film ville skære det meste fra. Efter så lang tids åndeløs spænding har man da også brug for tid til at komme ned på jorden. Det eventyr, der har taget hobitterne 13 måneder, har trods alt taget biografgængerne næsten tre gange så lang tid.
Kongen vender tilbage er et berusende adrenalinsus, hvor væmmelse, skræk og fortvivlelse følger slag i slag, på lærredet såvel som i biografsalen. De visuelle effekter, herunder også kostumerne, er overvældende, alle skuespillerne er fantastiske og man ser dem aldrig som andet end deres karakterer. Uden nogen tvivl er Ringenes Herre vor tids største filmoplevelse, ligesom den som bog stadig er uovertruffen, så: Se den! (og læs den! Og se den så igen!)
Besøg den officielle hjemmeside
