Turnéteatret Rio Rose byder i den kommende tid på en absurd, komisk og utroligt velkoreograferet sanseoplevelse med den 2003 Reumert-nominerede forestilling, "Ta' Ti Ting", hvor vi følger en ældre kvindes erindringer og overvejelser kort før døden.
Fra kinesisk filosofi til moderne teater
Hvorfor i alverden kalder man et teaterstykke for Ta' Ti Ting? Det gør man, dvs. Catherine Poher, fordi hun har ladet sig inspirere af Lao Tsu's Tao Te Ching fra omkring 500 f.Kr. Umiddelbart virker det som en ren lydmæssig association; men faktisk har de filosofiske skrifter dannet udgangspunkt for hele stykket. Det opdager man næppe som tilskuer, fordi man konstant bliver bombarderet af nye indtryk og hurtigt må opgive ethvert forsøg på at kunne forudsige handlingsforløbet men i stedet må bestræbe sig på at følge med i alt det, der sker på scenen. Den er for øvrigt en åben firkant, hvor publikum er placeret på alle fire sider, hvilket bevirker, at man til en vis grad føler sig mere som påtrængende voyeur end som egentlig teatergænger.
Stykket lader til at være begyndt, før man træder ind i salen. Den ældre kvinde, spillet af Inge Danø, sidder uforstyrret midt i et frygteligt rod af tøj, der er spredt ud over hele scenen, og spiser sin suppe. Hmm, tænker man, en kommentar til, hvordan samfundet behandler sine ældste? Måske, men tøjet viser sig at have en meget mere gennemgribende funktion, og på mange måder er det tøjet, der holder stykket sammen. Det er også en meget vellykket scenedekoration, der lader scenen være konstant 
foranderlig og næsten levende, når det inddrages i handlingen - snart som seng, snart som grav, som af- og beklædning eller til at fremmane et hav af både levende og døde. Her vises virkeligt, at klæder skaber folk.
Totalkunstværk
Man skal ikke forvente sig for megen dialog eller egentlig handling, rammefortællingen er lidt løs og virker mest som en undskyldning for at kunne fremmane de fantastiske scener, som kunstnerne da også leverer blændende. Med sin vellykkede kollage af klassisk ballet, danse-, musik- og bevægelsesteater, klassisk skuespil og tryllekunster er Ta' Ti Ting en utroligt afvekslende stream-of-conciousness. Desværre bygger meget af dens virkning på overraskelser, hvilket forhindrer mig i at nævne nogle af de allersjoveste scener for ikke at ødelægge det for andre teatergængere. Lad mig blot sige, at Ta' Ti Ting både indeholder politiske situationer, historiske referencer, myter, eventyr, tegneserier og reklamer.
De morsomme indslag leveres for en stor del af Folmer Kristensen og Joakim Eggert; men også Tove Bornhøft viser komisk talent som maniker med hang til skønhedsoperationer. Jakob Haahr Andersen, der også har koreograferet, viser både stor sang- og dansekunst, og er i øvrigt den mest groteske Rødhætte, jeg længe har set. Endelig skal balletdanseren Kim Mühlenfeldt fremhæves for sin kraftladede, 
kontrollerede og poetiske dans, der heller ikke er uden humor - som når han bemærker til sig selv: "flirt med publikum", mens han danser hen over scenen. Eller hans hvirvlende kontorstols-solo, der ikke kan beskrives men må ses.
Det er dog ikke galskab det hele, for Ta' Ti Ting indeholder også stof til overvejelser. Således behandles emner som materielt overforbrug, jagten på evig ungdom, fremmehad og naturligvis ældrespørgsmålet, samtidig med at der sættes spørgsmålstegn ved samtidens mellemmenneskelige forhold og deres mangel på kommunikation. Heldigvis får disse budskaber aldrig lov til at overdøve det sprudlende visuelle digt, og når man går derfra, er det først og fremmest med den følelse, at stykket godt kunne have varet længere end de ca. 75 minutter.
Teater Rio Rose: Ta' Ti Ting kan ses i København, Nykøbing F, Stege og Næstved.
Se spilletider for Ta' Ti Ting.
Desuden den 12.-13. februar i Århus på KaserneScenen, Langelandsgade 139, Århus C
Ønsker du at svare på indlægget? Så send en mail til anmelder@kultunaut.dk.
