Den 9. januar var der premiere på "Kirken" i Kaleidoskop, et rablende teaterstykke med usle eksistenser, grove parodier og en grundlæggende verdenslede. Louis Ferdinand Céline
"Kirken" bygger dels på dramaet Kirken" (1927) og romanen "Rejsen til Nattens Ende" (1932) af L. F. Céline, hvis værker var farvede af oplevelserne i verdenskrigene: Dybt nihilistiske, groft antisemitiske og derfor ikke just stuerene siden afslutningen på 2. VK. Det afspejler sig også i Jokum Rohdes bearbejdelse, der trods halveret spilletid - den originale "Kirken", der aldrig er blevet spillet i Danmark, er seks timer lang, Kaleidoskops version 'kun' 2 t. 50 med pause - kombinerer elendigheden med grotesk morsomme indslag og provokerende parodier. Desuden er de oprindeligt 30 skuespillere skåret ned til fem (plus statister), der dog med undtagelse af Jesper Hyldegaard hver spiller 2-4 roller.
Ussel nutid
Ved stykkets begyndelse befinder vi os på en lurvet café i en forstad til Paris. Det er her, den heroinafhængige kvaksalver, dr. Barmadu, spillet med overbevisning af Jesper Hyldegaard, driver sin praksis - der går ud på blot at nikke til patientens spørgsmål og give familien ret i den diagnose, de allerede har stillet. "Nå, så du tror også på behandling?", siger han flere gange til Benjamin Boe Rasmussen, der som Barmadus invalide ven, Pistil, på kummerligste vis hoster, harker og halter sig gennem stykket. Fra tid til anden kommer en fordrukken betjent, spillet af Niels Bender, der især brillerer i rollen som jøden Rakman.
Lyspunktet i dette triste etablissement er lægens hustru, den smukke amerikanske danserinde Vera. Andrea Vagn Jensen er skøn som den arrogante, dominerende og særdeles seksuelt frigjorte kvinde, der nægter at kede sig. Som modsætning er der den halte, pukkelryggede Janine, der er dybt forelsket i lægen; hun spilles meget rørende af Regitze Estrup, der dog næsten er for køn til rollen. Mens mændene står i stampe og blot venter på at deres død, er det kvinderne der sætter handlingen i gang - og standser den.
Dramatisk fortid
Indimellem kommer der dog nogle beretninger af fortiden, der viser personerne i et helt andet lys. Den meget opfindsomme scenografi forvandler på få sekunder cafeen til dyb afrikansk jungle, hvor Barmadu som udsending for FN kortlægger en pestepidemi. Her er negre á la Lille Sorte Sambo med knaldrøde, cirkelrunde munde; - de er naturligvis kannibaler, så snart befinder Barmadu og Pistil sig i den sorte gryde.
Da Barmadu vender tilbage til FNs hovedkvarter, der bliver styret af konstant masturberende jøder, bliver hans rapport afvist, og Barmadu står tilbage som bitter, desillusioneret mand. Ind imellem ser vi diverse dansescener med masser af bare ben - den morsomste uden tvivl Andrea Vagn Jensen slørdans bag fortrukne gardiner.
Alt i alt er Kirken både morsom og overraskende, hvis ikke man lader sig irritere af de patetiske, misantropiske udbrud som "Jeg hader kærlighed", der desværre blev lidt utydelige, når der skulle råbes rigtigt højt. Man skal ikke lade sig skræmme af de næsten 3 timer, for tiden falder faktisk aldrig lang i dette konglomerat af absurd teater, Broadway-musical og tegneserie-jungle, der ligger som lag hen over en sørgmodig historie uden håb eller kærlighed.
Fotograf: Natascha Thiara Rydvald
Kirken spiller indtil 31. januar. Se spilletider.
Ønsker du at svare på indlægget? Så send en mail til anmelder@kultunaut.dk.
