Der bydes både på latter og tragedie i Søren Spannings iscenesættelse af Tjekhovs "Mågen" på Hippodromen. Kunsten og kærligheden står i centrum; men ingen af delene vil helt lykkes for de unge hovedpersoner.
Teater om Teater
Mågen er et metafiktivt drama, hvor aktørerne filosoferer over eller selv udfører teater på et eller andet plan. Af de 10 mennesker, vi møder, er der to forfattere og to skuespillerinder - og også resten har deres at sige om teatret. Der opføres endda et teaterstykke i Mågen, et avantgardistisk stykke, som ingen af karaktererne forstår eller kan forholde sig til. Det foregår med ryggen til publikum, der blot danner baggrund som månebeskinnet sø.
Hovedpersonen er den affektive, nervøse unge Konstantin, hvis selvfølelse lider i selskabet med den selvoptagede skuespiller-mor og alle hendes berømte venner. Han er fuldstændig forgabet i den bly og uskyldige Nina og drømmer om at skrive noget stort og nyt, der bryder med alle former. De befinder sig på landet, men i stedet for fred opleves enten dræbende kedsomhed eller bundløs fortvivlelse - og først og fremmest ulykkelig kærlighed: Medviedenko elsker Masja, der elsker Konstantin, der elsker Nina, der snart forelsker sig i Trigorin - der måske mest af alt elsker sig selv. Stykket virker usigeligt pessimistisk, for selvom nogle lader sig nøjes, mens andre forbliver alene, og enkelte får deres ønske opfyldt, ender de alle ensomme og ulykkelige.
Bliv voksne!
Det store problem er, at ingen vil blive voksne og påtage sig et ansvar for sig selv eller andre. Undtagelsen er stakkels Medviedenko, der kun får utak til løn, og den gamle Pjotr, der nok er blevet voksen men aldrig har haft tid til at være ung. Irinia, den store skuespillerinde, der har brug for konstant ros og ikke tåler rivalinder, gør intet for at hjælpe sønnen frem men gør tankeløst nar af ham og driver handlingen frem mod tragedien. Karen-Lise Mynster er ubetalelig som den ungdomsfikserede Irina, der med gedebukkehop demonstrerer, hvor let hun er til bens. Da hun ikke tænker på andre end sig selv og ikke fortæres af nogen uopnåelig kærlighed, er hun på mange måder stykkets lykkeligste person.
Der er dog en, der bliver voksen i løbet af stykket, og det er Nina, der mister uskyld og illusioner og udstødes af sin familie. Det er især efter pausen, hvor Nina optræder som ydmyget og sønderknust, at Mille Dinesen viser sit fulde potentiale. Hun elsker stadig den mand, der har ødelagt hendes liv - den charmerende forfatter, Trigorin, spillet af Lars Lippert - men drømmer ikke længere om noget. Caspar Philipson spiller den livsudygtige Konstantin, der ikke evner at stå på egne ben, med overbevisning: Nervøs, opfarende og dybt ulykkelig. Endelig skal Nis Bank-Mikkelsen fremhæves, der i løbet af stykket ældes uhyggeligt meget. Han er utroligt overbevisende som den hendøsende, senile olding med sit salige smil og blinde blik.
Mågen er et klassisk og velspillet drama i en minimalistisk men virkningsfuld scenografi. Der er masser af humor på trods af den dystre stemning, og derfor bliver det 2½ timer (inkl. pause) lange stykke ikke langtrukkent. Vi gribes af personernes skæbner, ærgrer os over deres manglende evne eller vilje til at handle og hjælpe hinanden og berøres af den tragiske slutning.
Hippodromen 10.01-14.02.2004. Se spilletider.
Ønsker du at kommentere indlægget? Så send en mail til anmelder@kultunaut.dk.