Flere nyheder

 
Teater
Mutter Courage

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Mutter Courage
Ons. 14. jan. 2004

Den 13.01. var der præmiere på Bertolt Brechts "Mutter Courage" på Svalegangen i Århus. Stykket opføres af fem superengagerede skuespillere fra det eksperimenterende teater Møllen i Haderslev. Stykket er oprindeligt tænkt med 27 medvirkende, men teateret Møllen har valgt at skære helt ind til benet og finde det væsentlige og gribende i historien. Dette giver både en intens sceneoplevelse, men kræver også meget af både skuespillerne karakterskuespil og publikums fantasi.

Minimalisme og skuespilskunst
Mutter Courage er nærmest dogmeagtigt i sin opsætning. Der er nogle få kulisser, men disse kunne lige så godt have været udeladt, for de bruges ikke til noget. Lydeffekterne er også strengt minimalistiske og består oftest af, at skuespillerne selv spiller på instrumenter. Alle skuespillere er på scenen hele tiden, men fokus ligger på dem, der taler sammen. Når en skuespiller står ude i kanten af scenen er vedkommende ikke med og ignoreres.

De medvirkende er super gode karakterskuespillere, som brænder for stykket. De formår at ramme essensen af hver person, de spiller, så man f.eks. fanger den prostitueredes personlighed, selv om skuespilleren helt tydeligt er en ubarberet mand, som bare har taget en hat på og har et tørklæde over bukserne. Skuespillerne får alle roller til at virke troværdige og det er en stor præstation, når så få mennesker skal spille så mange forskelligartede roller.

Modig eller sølle?
Stykkets fulde titel er egentlig Mutter Courage og hendes børn, en titel som er mere dækkende for handlingen end bare "Mutter Courage". Mutter Courage er et tilnavn, Anna Fierling har fået, fordi hun følger i hælene på tropperne og tjener penge på at sælge fornødenheder til soldaterne. Stykket foregår under 30 års- krigen, men det kunne være en hvilken som helst krig. I begyndelsen af stykket virker det, som om forfatteren er meget imponeret af Mutter Courage, fordi hun tør være sin egen og har meldt sig uden for samfundets normer ved f.eks. at have forskellige fædre til sine børn uden at skamme sig af den grund.

Mutter Courage ændrer sig overhovedet ikke gennem stykket på trods af, at hun mister det ene barn efter det andet. Forfatterens holdning til hende ændrer sig derimod markant, således at hun til sidst portrætteres som en sølle afhængig, som måske gerne vil have fred, men heller ikke kan finde ud af at leve et liv uden krigen, for hvordan skal hun så tjene penge og skaffe mad på bordet?

Brecht og krigen
Bertolt Brecht blev pacifist efter at have gjort tjeneste i lægekorpset, og dette mærkes tydeligt på hans holdning til den krig, Mutter Courage befinder sig midt i. Med sit teater ville han gerne aktivere publikum og få dem til at tage stilling til stykket i stedet for bare at lade sig underholde. Flere gange i det af teatret Møllen opsatte stykke, bliver der pludseligt spillet cirkusmusik og en eller flere af skuespillerne har rød klovnenæse på. Brugen af klovne og cirkusmusik får en til at tænke på krigen som et cirkus, hvor alle de medvirkende er klovne, som fjumrer forvirrede rundt i manegen.

Bertolt Brecht vender også tingene på hovedet, når han får to militærfolk til at stå og tale om krigen som et gode, der er med til at give folk ære og moral. "Fred gør folk sløsede mens krig skaber orden og lister, fordi uden orden ingen krig"!!!! Da 30-årskrigen startede som en troskrig, får Brecht også en præst til at tale for krigen: "Det er jo en ganske særlig krig, nemlig en troskrig og en sådan er Gud velbehageligt"!!!! Ifølge Mutter Courage er krigen også en smuk indtægtskilde!!!

Mutter Courage spiller på Svalegangen fra den 13-17 januar. Se spilletider.

Ønsker du at kommentere indlægget? Så send en mail til anmelder@kultunaut.dk.