Flere nyheder

 
Udstilling
Over Vandet i Aabenraa

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Over Vandet i Aabenraa
Man. 19. jan. 2004

På kunstmuseet Banegården i Aabenraa kan man indtil den 1. feb. se den meget alsidige udstilling: "Over Vandet - Fra Helnæs til Aabenraa", hvor en række kunstnere fra Højskolen på Helnæs udstiller både tegninger, malerier, fotografier, keramik og skulpturer.

Bred udstilling
Alexander Georgievitj Thieme, hvis palet ellers spænder vidt, har til denne udstilling valgt kun at medbringe en enkelt form heraf: En række halvmåner i alle farver og størrelser, der virker som en drømmende åbning til hele udstillingen. Dernæst støder man på Peter Reichert, der bl.a. udstiller nogle farverige og spændende stilleben. Det der virkelig fanger opmærksomheden er "Charlotte Cordey og Fanny Caplan", to klassiske gratier tegnet med ynde og udstråling. En gammel træramme holder billedet og forlener det med en helt særegen atmosfære.

Indimellem støder man på Birgit Marie Kjærs stentøjsarbejder, en række krukker pyntet med geometriske former, og de fantastiske lågkrukker, hvor lågets hanke er formet som små dyr. Helle Blume Andresen eksperimenterer med fotografiet og frembringer en række meget stilsikre og stemningsfulde værker, der som oftest kredser om en enkelt genstand.

Køer og kvinder
Gunnar K. Hansens billeder falder i to grupper: køer og afrikanske kvinder, og stilen er meget forskellig. Selvom kobilleder måske ikke lyder så spændende, har disse en helt egen charme, når de kigger på en fra lærredet i forskellige spændende farver, tit også under en dramatisk himmel. Også Jens Seeberg, der ellers udsmykker med nogle spændende ståltrådsskulpturer, bidrager med en række blyantstegninger af kostalde, foruden nogle skitser af landskabet omkring Helnæs.

Også Birgitte Thorlacius holder sig tæt på naturen, hvor hun dog vælger mere ualmindelige motiver, som tidsler eller insekter. Et af de bedste eksempler er på hendes formåen er "Artiskok", der virker så let som et snefnug og næsten helt uvirkelig.

Solvejg Refslund
Udstillingens absolutte trumfkort er Solvejg Reflunds fantastiske stofbilleder. Hendes papir- og stofcollager tilfører billedet en en dybde og fylde, man sjældent ser. Bibelsider og stofrester er syet og klistret på lærredet, hvor de danner en organisk helhed med maleriet. Blandt mine personlige favoritter en der den lille række "Minicollage/ikon", hvor der f.eks. i den gyldne og jordfarvede "kors firdeling" er et lille vindue i lærredet ind til et kors.

Allermest fascinerende er dog de farvestrålende billeder af fantastiske fugle, sigøjneragtige kvinder og truende løver, sommetider oversået med tekststykker eller påtrykte kvindeansigter. Disse malerier udstråler en stor styrke, der overbevisende fører betragteren ind i en ny, magisk verden.