Flere nyheder

 
Diverse
Natklubsstemning i Århus

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Natklubsstemning i Århus
Ons. 21. jan. 2004

Det var svært at tro at det var en søndag aften i Århus og ikke en natklub i 50'ernes USA. The Rat Pack, bedre kendt som Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr. gæstede Musikhuset Aarhus med et forrygende show med musik, sang, dans og masser af cronerhumor! Der var fuldt hus og høje forventninger og ingen gik skuffede derfra.

Den engelske trio The Rat Pack ligner til forveksling Sinatra, Martin og Davis jr. De synger de samme numre som originalerne, underholder forrygende med et stort, rutineret orkester bag sig og tre dansepiger, der falder godt ind i stemningen på scenen og i salen.

Der blev leveret et meget flydende show, der glider derudaf i et tempo der passer til stemningen. Det er to timers fremragende underholdning, med et særdeles gennemført, men også indstuderet sceneshow uden meget spontanitet. Spontaniteten savnede man dog ikke, skuespillerne kunne deres kram. Gary Williams som Sinatra sang alle de helt store klassikere, som "The lady is a tramp", "New York, New York", "Fly me to the moon" og natuligvis "My way", hvor det dog godt kunne høres, at det ikke var ol' blue eyes der stod på scenen, men flot var det alligevel.

Dean Martin i form af Michael Neilson havde publikum i sin hule hånd, nok blev vittighederne ikke rystet spontant ud af ærmet, men sjovt var det, rigtigt sjovt og David Hayes som Sammy Davis jr.bandt det hele sammen med step, dans, sang og endnu flere vittigheder.

The Rat Pack er en dygtig trio, der imiterer de tre legender meget præcist og underholdende. Det ses at det er en professionel trup, og når man for en enkelt aften skal leve sig tilbage til den særlige stemning natklubberne havde, er The Rat Pack lige det der skal til.