Flere nyheder

 
Teater
Victor Victoria

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Victor Victoria
Tor. 22. jan. 2004

Den kendte musical "Victor Victoria" kan i en ganske kort periode opleves i Tivolis Koncertsal i en amatør-opsætning fra Thorvaldsenteatret med over 100 medvirkende og 40 mands orkester. Tekst og musik er oversat til dansk, så alle kan følge med.

Historien er som vi kender den fra filmen med Julie Andrews fra 1982: Den unge operasangerinde Victoria kan ikke få noget arbejde, før hun klæder sig ud som en mand, der optræder som drag-queen: den polske grev Victor. Som Victor danner hun par med den homoseksuelle Toddy, men som Victoria er hun dybt forelsket i gangsteren King Marchan, der er dybt foruroliget over at være tiltrukket af en mand, og vil bevise hun er en kvinde.

Skuespillerne
Det er Maja Muhlack, der har fået den svære dobbeltrolle som Victor og Victoria, og den klarer hun glimrende: Hun er både en stilfuld Victor og en fortryllende Victoria; men først og fremmest har hun en fantastisk stemme, man kun kan håbe at høre mere til. Især hendes første optræden som drag med et jazznummer med et hav af dansepiger gør indtryk - til dels pga. de flotte kostumer.

Ellers var det den nasale Monroe-efterligning, Norma, der fyldte meget af scenen. Bibi Eriksen var både iøjne- og iørefaldende som Kings irriterende og mindre intelligente men meget velformede dulle. Rollen var måske til tider lidt overspillet; men også hun beviste senere sanggaver. Nikolaj Victor var en charmerende Toddy, der især brillerede med sit stepnummer. Også Jens Ulrik Nyfjord skal nævnes for sin rolle som bodyguarden Squash - den modsætningsfulde bifigur spilles stille og overbevisende.

Lydsiden
Desværre blev musicalen skæmmet af en række kiks på lydsiden, som varede ved gennem stykkets 2 1/2 timer, så det til sidst blev umuligt at distrahere fra det. Næsten hver gang, en af aktørerne brød ud i sang, gik der nogle sekunder før lyden blev skruet op og man kunne høre den. En telefon, der blev ved med at ringe, efter at den var blevet taget, ville ikke have gjort så meget i et ellers ordentlig opsat stykke; men her understregede det bare, at der absolut ikke var styr på lydsiden. Man kan undre sig over, at der ikke er blevet brugt mere energi på dette, når forestillingen ellers har været undervejs i 1 1/2 år.

Orkesteret derimod leverede en helhjertet og fejlfri indsats, der løftede stykket væsentligt. Det var Henry Mancini og Frank Wildhorns musik, der blev spillet og sunget, dog oversat til dansk. Det er naturligvis ikke nogen nem opgave, og hvor replikkerne flød lystigt på dansk, kunne man til tider have ønsket en lidt mere mundret sangtekst. Ting lyder bare ikke altid lige så godt på dansk! Det var dog kun en biting, og hvis teknikerne kan få styr på mikrofonerne til de næste forestillinger, er Victor Victoria afgjort værd at se.

Se spilletider.