At man godt kan være datter af manden bag kultfilmene "Godfather" (Francis Ford Coppola) og samtidig selv lave filmiske perler, det er instruktør Sofia Coppola et levende bevis på. Sofia Coppola viser med sin kun anden spillefilm "Lost in Translation", at Hollywood kan levere mere end stjerner, sex og action. Og hvilken fornøjelse det er.
Ensomme skæbner i Tokyo
Sofia Coppola er blevet inspireret til filmen under et ophold i Tokyo, hvor hun på sin egen krop fik at mærke, hvordan det er at føle sig totalt fremmedgjort i en anden kultur. I Lost in Translation er det de to hovedpersoner Bob (Bill Murray) og Charlotte (Scarlett Johansson), der på meget overbevisende vis fører os ind i ensomhedens triste men overraskende verden. Bob Harris er en kendt (forgangen) amerikansk filmhelt, der er i Tokyo for at indspille reklamefilm til millioner, mens den unge Charlotte er fulgt med sin fotografkæreste på et job. Når Bob ikke er omgivet af høflige og bukkende, men temmelig uforståelige, japanere, så når ensomheden ham fra sit luksus-tv på sit luksusværelse. For Charlottes vedkommende bliver hverdagen ikke mere udholdelig af, at kæresten er væk på job flere dag i træk, og hun må vandre alene rundt på det store hotel.
Det bliver de ensomme søvnløse nætter, der fører de to sammen i første omgang i hotellets bar men senere på skæve opdagelser rundt i Tokyos perfekte spaceagtige bybillede. Midt i al det ukendte opstår der en umiddelbar personlig og meget ærlig forbindelse mellem Bob og Charlotte, der på rekordtid kommer hinanden nærmere, end det forekommer muligt med deres egne ægtefæller.
Et tiltrængt frisk pust
Sofia Coppolas film er et tiltrængt afbræk i Hollywoods endeløse samlebånd af middelmådige, forudsigelige film. Hun får her på sjældent fornøjelig måde skabt en fortælling i langsomt tempo om almindelige jordiske menneskers følelser, der bliver så indlevende, varm og relevant, at man ikke et øjeblik når at miste koncentrationen. Det er ikke mindst de velvalgte hovedroller, der bidrager til filmens helhed. Bill Murray er befriende i denne anderledes på en gang tragiske og komiske rolle som gammel filmstjerne, som han udfylder på den mest overbevisende og sympatiske vis. Også den helt unge og uspolerede Scarlett Johansson er så rørende velspillet, at man kun kan håbe på, at hun får lov at møde sine fremtidige filmiske udfordringer hos den talentfulde del af instruktørverden.
Sidst men ikke mindst skal nævnes de japanske medvirkende, der udfylder hver deres biroller så humoristisk og elskværdigt, at man, filmens tema til trods, ikke kan lade være med at elske disse små egendommelige japanere, som de balancerer mellem gammel skik og superteknologi i deres skræmmende perfekte storbyverden.
Premiere 30. januar 2004. Se spilletider.
Ønsker du at kommentere anmeldelsen? Så send en mail til anmelder@kultunaut.dk.