Der bliver nu mulighed for at se den prisbelønnede, franske filmsucces "Être et avoir - At være og at have" i de danske biografer. Det er en meget stærk og rørende film, der følger en lille fransk landsbyskole i Auvergne med dens elever på helt tæt hold i det meste af et skoleår.
Fortællende dokumentar
Nicolas Philibert er mest kendt for at lave dokumentarfilm; men i At være og at have bevæger han sig på grænsen mellem fiktion og dokumentar. Det er i høj grad en fortællende film, der følger 13 børn i alderen fire til ni år med deres triumfer og nederlag i og udenfor skolen, og der lægges stærkt op til at man skal føle med børnene. Med instruktørens egne ord:
"At være og at have" er ikke en dokumentarfilm i traditionel forstand. Jeg ville fortælle en historie, vække følelser, og holde mig tæt til mine personer, når jeg skulle skildre deres vanskeligheder, glæder og al den hverdagsdramatik, som man går igennem, når man skal lære at læse og skrive og regne ...og vokse op."
Skolen, vi følger i filmen, er en lille landsbyskole i Auvergne - et bjergrigt område med et barskt klima og hårde vintre. Georges Lopez er læreren, der i samme lokale underviser de tretten børn i deres forskellige fag. Han er på sin vis meget traditionel; men selv om han kan være streng og skære igennem, har han også uendeligt meget tålmodighed med de små og deres mange, forskellige problemer, og der er ingen tvivl om, at han holder meget af dem - og de af ham.
Børnenes kampe
For der er sandeligt meget at slås med som barn, og som tilskuer kan man godt få tårer i øjnene, når den tavse Nathalie, der egentlig lever i en lidt anden verden, kæmper med matematikken. Eller når Olivier grædende fortæller om sin syge far, der snart skal tilbage til hospitalet. Selvfølgelig er det vigtigere for ham, end skolen er, men hvis ikke han opper sig, risikerer han, ikke at blive rykket op i sjette klasse, - som ligger i en anden skole.
Vi møder også lillebitte Valentin på sin allerførste skoledag, hvor han længes så forfærdeligt efter sin mor. Eller den pragtfulde Jojo, der er fuld af spillopper, og egentlig gerne vil gøre det hele så godt - men der er jo meget andet spændende, han også gerne vil. Selvfølgelig er der også skænderier og slagsmål mellem børnene, der skal bringes ud af verden på så retfærdig vis som mulig.
Ærlig film
Filmen er ikke nogen rosenrød skole-nostalgi; børnene får lov til at være børn, som når Jojo sidder med en kuglepen oppe i næsen. Børnene selv er komplet afslappede og naturlige foran kameraet og ænser det stort set ikke. Det gør, at man i lange perioder glemmer, at man sidder i en biograf og ser en film; så tæt føler man sig på børnenes virkelighed.
Mange emner berøres i den 1 time og 40 minutter, filmen varer. Vi følger også nogle af børnene udenfor skole, når der skal laves lektier eller hjælpes til derhjemme. Ikke alle steder er der lige stor tålmodighed med børnene, og tit har forældrene lige så stort behov for trøst og opmuntring som børnene.
At være og at have er ikke bare en aldeles bedårende film, der må smelte hjertet på enhver, der ikke er decideret børne-fobisk; den giver også et værdifuldt indblik i, hvordan det egentligt er at være barn: Hvor svære de mest enkle ting kan være, og hvor hårdt det er at skulle koncentrere sig, når man gerne vil lege. Filmen foregår på fransk, og den vil derfor ikke være oplagt til børn, der ikke kan nå at læse underteksterne; men ellers er den lige egnet til børn og voksne.
Medvirkende: Alizé, Axel, Guillaume, Jessie, Johan (Jojo), Johann, Jonathan, Julien, Laura, Létitia, Maria-Elisabeth, Nathalie, Olivier og Georges Lopez.
Filmen er importeret af Husets Biograf og kan herudover ses i Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Århus, Café Biografen, Odense og Biffen, Aalborg.